LiveContest, runde 7 - Nej, ikke ham Alf fra fjerneren

  • Kristian Keller
  • 15. september 2005, 00:00
  • Reportage
  • Print

Hvor ellers er der plads til alsidighed end på Christiania? Fristaden dannede derfor den perfekte ramme for Live Contests 7. runde onsdag aften på Loppen, hvor det netop var alsidigheden, der var i centrum. Et talstærkt publikum blev budt på alt fra reggae over hardcore tråd til pop- og retrorock.

SIMBA NGOMA
Loppen var varm som altid, da aftenens første band indtog scenen. Men det gjorde det kun nemmere at tage imod Simba Ngomas invitation og drømme sig til Caribien til en tilbagelænet reggaekoncert. Reggae er nemlig lige hvad de syv musikere dyrkede fuldt ud. Der var masser af funky bas og chill'ede trommer, mens Charles Kingas hæse vokal blev passende suppleret af to korpigers blide stemmer. Der var ikke mange fingre at sætte på bandets musik, udover at den ikke ligefrem bragte noget nyt til genren. Men det var nærmest bare at give sige hen, bukke lidt i knæene og lade den kendetegnende rytme vugge kroppen i ekstase. Og det gjorde flere publikummere da også.

ALF
Efter den afslappede reggae rev Alf publikum ud af drømmene og tilbage til en virkelighed fyldt med melodiøs poprock. Absolut ikke det værste at vågne op til, specielt ikke fordi kvartetten forstod at krydre det hele med intelligente og veludførte temposkift. Sammen med forsanger Carl-Erik Riestera Rasmussens fine vokal og energiske fremtoning, var det bestemt temposkiftene, der var med til at gøre bandet interessant. Det beviste et par stille numre, der straks var mere ordinære. Der blev dog vist god melodiforståelse i flere af sangene, og som bandet selv siger det, så er de musikkens svar på Vesterhavet - flot, men også lidt farligt. Rigtig farligt blev det dog aldrig.

WASTEBOOK
Åh, havde jeg dog bare været teenagepige, så kan jeg godt love for, at mine velpolerede og tilspidsede negle havde kradset ud efter aftenens tredje bands forsanger i håb om at finde fæste og aldrig give slip. Satans til charmetrold. Og hvilken stemme. Morrissey, Jim Morrisson og Nick Cave blendet til et dødeligt croonermix. Og en behersket cool fremtræden. Jo, lige meget hvad der sker med Wastebook, så skulle det undre, hvis vi ikke kommer til at høre mere til Esben (ja, bandets hjemmeside røber intet efternavn). Onsdag aften var han dog stadig sammen med sine københavnske venner. Sammen bød de på retrorock, der var ligeså cool som The Strokes (takket være lækre guitarriffs), men mere dyrkede roll'en end rocken. Bandet kunne sagtens spille til samme retrofest, som The Blue Van. Lige meget hvad, så var det i hvert fald godt. Velspillet, energisk og med masser af egne idéer, der aldrig lod inspirationskilderne overtage billedet.

SALINE GIFT
Publikum blev advaret allerede under den korte lydprøve. Aftenens sidste band ville spille højt og byde på masser af tråd. Og det var lige hvad Saline Gift gjorde. Bandets bassist og to guitarister byggede en massiv lydmur af rockende støj akkompagneret af forprogrammerede trommebeats og finurligheder. Musikken bød på masser af stemninger, der trods alt fik lov til at ånde blandt de ellers altædende strengeinstrumenter. Specielt åbningsnummerets roligere tempo sendte tankerne mod Peter Peters guitarfascinerede sange, og kunne sagtens have gjort sig i hans dystre Pusher-soundtrack-univers. Når tempoet blev sat op, havde Morten Bloks vokal dog svært ved at finde plads i larmen og byde på noget unikt. Og tempoet blev absolut sat op. Trommerne blev nærmest til det rene drum'n'beat mod slutningen, mens strengene fik flere tæsk.

Aftenens dommere Rasmus Nøhr, Martin Rosbøl og Søren Itenov skulle bagefter udpege vinderbandet. Og selvom de var enige om, at der generelt var blevet spillet musik af god standard, så var de også hurtigt enige om, at valget skulle stå mellem Alf og Wastebook. Efter en del diskussion blev det Alf, der løb med sejren og billetten til en af semifinalerne. Dommerne synes bandet havde talent og en stærk sammen, ligesom de troede på, at der var potentiale til hits i fremtiden. Til gengæld fik Wastebooks forsanger også nogle pæne ord med på vejen for hans rockstjerneperformance. En optræden som publikum synes bedst om. De valgte i hvert fald Wastebook, som deres favorit på Loppen.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05