Foto: Foto: Terje Sørgjerd / Öya Festival
»Jeg tror, jeg vil kalde denne festival 'Oh Yeah!'... Oh Yeah, oh Yeah!« Ordene smagte godt i munden på Death from Above 1979's trommeslagende forsanger Sebastien Grangier. Kilet ind mellem det træbeklædte fjeld og motorvejen, med udsigt til de ambitiøse byggepladser ved havnen, gav settingen for Öya Festivalen da også grund til begejstring med et noget nær perfekt bud på en moderne rock'n'roll-festival midt i byen.
Sammen med makkeren, bassisten og synth-kommandøren Jesse F. Keeler fik den canadiske duo sat godt kog under publikum på årets rockbegivenhed i Oslo fredag aften med deres kontante rock. Både den punkede, pågående, den tunge, metalliske og de blide singer/songwriter og mere poppede varianter af rock prægede programmet, der også bød på indstik fra hiphop fra eksempelvis den groovede brite Roots Manuva og den intense amerikaner Saul Williams og electropop i form af stjerneskuddet Annie og Fischerspooner. I det hele taget et program, der på fornem vis formåede at forene både brede og skarpe indslag, så samtlige de knap 10.000 publikummer, hver dag havde noget stort at komme efter.
Internationale overraskelser
Blandt de markante lokale begivenheder var koncerten med Kings of Convenience torsdag aften. Duoen fra Bergen optræder kun sjældent live, til gengæld var de i topform med deres magiske stemmer og rytmiske guitarer, der blev bakket op med gæster på akustisk bas og violin.
Ellers var det først og fremmest blandt de udenlandske navne, at de store overraskelser skinnede igennem. Wolf Parade, seneste skud på den store canadiske musik-stamme, der har suget den internationale bevågenhed til sig i de senere år, leverede en fin rundtur i deres dystre post-punk univers. Britiske The Magic Numbers tog alle med storm med deres overvældende smil og rene og skære popsange, fra en mand, der har læst sin kærlighedshistorie og kendte de fleste tricks i bogen for god, gedigen sangskrivning.
Årets absolutte overraskelse var importeret fra Kina, og udgjorde noget i sig selv så modsætningsfuldt som et kinesisk punkband. Med den sidste koncert lørdag aften fik kinesiske Subs i den grad rystet gang i de ellers mistænksomt ubevægelige nordmænd, der udgjorde langt hovedparten af publikum. "I wanna be a scream queen!!!" gjaldede sangerinden med kraftig kinesisk accent. Det kunne dog ligeså godt have været en karakteristik, som et ønske. Sjældent oplever man et sådan skud energi, samtidig med at musikken holder hele vejen igennem med både afveksling og konstant intensitet. Fingrene krydset for at også de delegerede fra Roskilde Festival så den koncert.
Klassiske festivaloplevelser
Mens de mindre navne kunne opleves nærmest i øjenhøjde på en lille scene, der ikke var meget mere end syv meter bred, var der også lagt til store klassiske koncertoplevelser. Amerikanerne stod for den historiske forankring med bands som støjrockkongerne Sonic Youth, der leverede endnu en blændende koncert og to ekstra optrædener, og Dinosaur Jr., der var tilbage, ikke i fin, men i god form, i den oprindelige lineup for første gange i 16 år.
De mere spektakulære indslag kom fra nærværende side af Atlanten. Franz Ferdinand, der slipper deres andet stærkt imødesete album ud til efteråret, prøvede fem nye numre af, og stod det til Öyas aldeles tændte publikum, kan det nye materiale helt afgjort leve op til det første. Skotterne kunne i hvert fald gå af scenen efter en koncert, hvor publikum havde klappet og sunget med på de nye numre allerede første gang de hørte dem.
Balancerende med den samme mængde hype og omtale i den britiske musikpresse som Franz Ferdinand, var der også høje forventninger til den unge libertiner Pete Dohertys seneste band, Baby Shambles. Først og fremmest til om de overhovedet ville dukke op. Den udsvævende Doherty har flere gange valgt at blive væk fra annoncerede koncerter, og aftenen før koncerten i Oslo var bandets udstyr blevet konfiskeret af politiet efter endnu en skandalekoncert i London. Med fem timers forsinkelse dukkede han dog op og gik på scenen med sit band, hvor han lige akkurat var frisk nok til at kaste op på scenen og smadre rundt med sin mikrofon, inden det show var slut efter 25 minutter.
Udover de officielle festivalkoncerter, der var nøje programsat så man kunne nå at opleve det meste i løbet af dagen indtil klokken 23, fortsatte festivalen på dobbeltklubben Rockefeller og John Dee til senere ud på natten. I det hele taget var der godt gang i byen i løbet af de tre festivaldage, hvor også biografer og andre små spillesteder var involveret i begivenheden. Oh Yeah!