Starfighters '05 - Caufield, Sidste Ambulance, Saline Gift, The Larsen Orchestra

  • Anders Riis, Soundvenue
  • 10. august 2005, 00:00
  • Interview
  • Print

Foto: Soundvenue

Caufield

Man skulle tro, at Interpols stylist var fløjet til Skanderborg for at give Caufield en hånd med garderoben. Sekstetten var i hvert fald iført sorte eller røde skjorter med dertilhørende slips, præcis som New York-gruppen optræder.

Som en tredje Gallagher-bror gjorde forsanger Jannik Tai Mosholt sin entré med en cigaret i mundvigen og en dåseøl i hånden. Hver gang gløden var nået filteret, fiskede Mosholt en ny cigaret op af pakken. Gennem hans råbesang var det svært at høre teksterne, og enkelte steder forsvandt stemmen helt.

Stilen var britisk, men tidsmaskinen skulle stilles ind på 70'erne for at finde inspirationskilderne. Den hårdtarbejdende bassist Morten Bo Larsens karakteristiske melodier nedstammede direkte fra Joy Division. Tilsat keyboard og Mosholts stemme blev musikken mere britpoppet. Alligevel fremstod flere af sangene meget monotone og ikke specielt melodiøse.


Sidste Ambulance

Det var hverken med blå blink på taget eller hylende sirener, at den Sidste Ambulance ankom til Starfighters. Næ, det var fuldstændig afslappet. Lige omvendt var det blandt publikum. Her voksede både begejstringen og menneskemængden. Bandet virkede meget scenevant og trods det store telt skabte de en intim atmosfære. Ingen tydelige store anstrengelser og alligevel faldt numrene præcise som perler på en snor.

Sidste Ambulance har sat tekstskrivningen i førersædet, men den prioritering tilsidesætter ikke det musikalske. Grundstenen er de samplede beats og melodistykker. Ovenpå bygges derefter tilbagelænet dansksproget indie-rock, og resultatet bliver i den grad medrivende.

Befriende med et så interessant band, der ikke lyder som andet end sig selv. Desuden var det rart, at Bjarke Helmø sang så klart, at intet af lyrikken gik tabt. Forhåbentlig er det ikke sidste gang Ambulancen svinger forbi Skanderborg.


Saline Gift

Noget af en overraskelse ventede, da scenetæppet gik fra, og bandet på scenen kun bestod af tre mand. To guitarister og en bassist. Havde de glemt trommerne? Da et back-track startede, og dermed tilføjede de savnede rytmer, gav det mere mening. Allerede inden første akkord blev slået an, stod det klart at genren ville ligge i den tunge ende af skalaen. De tre gutters bistre udtryk var et godt varsel for den tunge punk.

Stort set alle numre startede ens. Efter et par takter med samplede rytmer og en smule melodi, trådte de to guitarister pedalerne i bund og drønede derudaf sammen med bassisten. Et kæmpe virvar uden megen afveksling. Det ellers altid taknemmelige Skanderborg-publikum så lettere måbende til og vidste ikke om de skulle danse, spille luftguitar eller løbe skrigende væk. Skrig var der sådan set nok af, men de kom fra forsanger Morten Blok. Noget af det kunne have været sang, men de to ting var for svære at skelne.


The Larsen Orchestra

Det knap så gådefulde bandnavn skjuler ikke meget. Der er en Larsen i centrum, og i dette band er fornavnet Andreas. Flankeret af endnu en Larsen og to gange Pedersen er orkestret komplet. Med sig i godteposen havde de en stak ballader, der ledte tankerne mod hedengangne Jeff Buckley. Andreas Larsen besidder en stærk sangstemme, der dog ikke er helt skarp i kanterne. Det gør intet i sig selv, men han overvurderer desværre sine evner ved at synge sangene i for højt et toneleje.

De ellers knap så spændende sange blev piftet op med slideguitar og interessante breaks. Dermed blev oplevelsen heldigvis ikke så kedelig, som orkesternavnet lagde op til. The Larsen Orchestra skuffede heller ikke publikum. De kvitterede med stort bifald da balladerne klingede af fra konkurrencens sidste band.



Som sædvanlig blev Starfighters-konkurrencen et bredt udvalg af musikgenrer. Dermed kunne dommerne have kåret vinderne ud fra den genre de helst så åbne Bøgescenerne torsdag. Men ligesom de to første omgange af Starfighters var de magtfulde mænd yderst professionelle og valgte dagens klart bedste band Sidste Ambulance.



  
Eksterne links
 
Hold øje med Caufield Mere om Caufield
Hold øje med Saline Gift Mere om Saline Gift
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05