Det er mørkt i kældergangene under MACBA, Barcelonas fornemme museum for samtidens kunst. Men inde i mørket befinder sig et væld af lyspunkter. Digitale installationer, interaktive kunstværker, grafik, design og finurlige kortfilm, der hænger på væggene som skilderier.
Landskaber, digitale aftegninger af informationer, lyd, data og grafik, er et tema. Et andet er informationsforurening, den 'støj', som omgiver informationer og forstyrrer, forvansker og slører betydningen for betragteren. I andre rum tilbydes digitale drømmerejser a la 'Total Recall', plademesse, svedige djs og dansende damer, videoinstallationer med publikum som medspillere og surround-lyd for otte højtalere.
Otte svindlere
Midt i strømmen af overflødig information og den digitale tidsalders nye udsigter havde Sónar Festival på et overordnet plan et klart budskab: Snyd systemet! På en sofistikeret måde vel at mærke. Forårets plakater og annoncer, der skulle pirre det internationale elektroniske miljø til at drage til en udgave af den i forvejen stærkt profilerede festival, var prydet med otte internationalt berømte snydere. Eksempelvis Jessie Gómez, der vandt Boston Maraton ved at tage metroen. Den lokale El Dioni, der arbejdede for en pengetransport og stak af med 289 millioner pesetas. Arthur Ferguson, som det lykkedes at sælge både Det Hvide Hus, Frihedsgudinden, Big Ben og Buckingham Palace. Og Anne Mayer, hvis modelfotos af UFO'er fra 60'erne gik jorden rundt som ægte.
En genial måde at slå tonen an for tre dages festival, dedikeret til musik og mediekunst med det fine formål at tage chancer, flytte grænser og slippe godt af sted med det.
100.000 til dobbeltfest
Som enhver anden festival i en størrelsesorden på omkring 100.000 besøgende er Sónar Festivalen i Barcelona mange ting. Men det er i højeste grad musik. Et dagsprogram med brancheorienterede showcases, ofte af mere eksperimenterende og lytteorienteret karakter, og et natprogram der i et industrikompleks på størrelse med to fodboldstadier og med tre kæmpestore scener kombinerer hyperpotent dansefest og rå rave-stemning.
Dagprogrammet finder sted omkring MACBA og Centre de Cultura Contemporània i hjertet af Raval-kvarteret vest for den øverste del af Ramplaen. For ti år siden et kvarter præget af Miss Piggy-lignende 60-årige prostituerede, yngre og mere sørgelige udgaver af slagsen, Almodóvarske skabninger i alle afskygninger, lommetyve, pushere, pimps og afslappede politimænd; nu shinet op med hippe tøj- og pladebutikker, ligeså mange shawarmabutikker pr. kvadratkilometer som i Berlin og lækre stemningsmættede caféer og barer. Alt sammen stadig i den samme sprælske, rationelt anarkistiske ånd, som er blevet betegnende for byens kreative side igennem snart et århundrede.
Danskerfest
Torsdag var den store danskerdag på årets festival. Musikforeningen ROSA havde indtaget den store udendørs SónarVillage-scene med deres banner og lancerede Djosos Krost og Efterklang for et moderat interesseret publikum. Det var i højere grad på de mindre scener, de danske klange fængede og faldt direkte ind i sammenhængen. Ikke mindst under koncerten med lydtryllekunstneren Goodiepal, som fremstod som noget af det tætteste, man kommer på en musikalsk mystiker med sit 15 minutter lange første nummer, hvor han fløjtede, flyttede rundt på ting på en bordplade, og ind imellem rullede musik ud af sin hjemmebyggede hulkort-maskine.
Også i det stemningsmættede, røg- og støvfyldte gamle kirkerum, hvor SónarLab-scenen hyldede den afdøde radio-dj John Peel, var der opmærksomhed om de danske lyde hos Statler & Waldorf, da Stefan Mylleager, Lars Pellarin og Rasmus Møbius (Melk) præsenterede luftig dub-tech til dansegulvet.
Labels vigtigere end landekoder
Sónar er dog en festival, hvor labels er vigtigere end landekoder. Således var også et af det seneste års mest succesfulde britiske electronica-selskaber, Type Records repræsenteret ved tre navne. Et dj-set fra Xela og Aeiou, en fin optræden af de tre svenske englepiger Midaircondo med laptops, stemmer og horn og endnu et aldeles uskematiske og overraskende show fra kometen Khonnor, der gled markant lettere ind hos publikum her, under hans to besøg på dansk jord.
Blandt de bedre showcases var Domino Records', der på skattekammerscenen Escenario Hall - hvor også navne som de eklektiske pionerer Mouse on Mars og feinschmäckeren Matthew Herbert havde brilleret - præsenterede to af deres mindre kendte, men ikke desto mindre stærke navne. Dels britiske Hood, der over en bund af stilfærdigt klirrende electronica spillede op med transantlantisk steming, præcist i krydsfeltet mellem amerikanernes postrock og Englands egen shoegazerrock. Og dels den tyske trio To Rococo Rot med snakkehovedet Robert Lippok på laptop og trommemaskine, thight og super solid bass fra Stefan Schneider og Ronald Lippok gemt væk i skyggen bag dem på trommer. Med taktfaste rytmer og samtidig aldeles organisk vibrerende elementer inkarnerede de præcist sammenhængen mellem post-rock og techno.
Fyr den af fra start
På Sónar by Night er der klare spilleregler for de optrædende. Fyr den af fra starten, spil seneste hitsingle som nummer to, og giv den så ellers derfra så meget gas, den overhovedet kan trække. Forbavsende mange fulgte netop den formel. Det gjorde det da også let at skille fårene fra bukkene, og rykke videre til en af de andre to scener i det gigantiske lagerkompleks i byens ellers så stilfærdige vestlige industrikvarter... eller bruge en polet eller to på radiobilerne, som man kunne drøne rundt i den ene ende af den gigantiske Sónar Club scene.
Mens navne som Chemical Brothers, LCD Soundsystem og Soulwax i den grad formåede at bide sig fast hos publikum og banke gang i gulvet, var der sværere odds for navne, som mere profilerer sig på en stil, end på fremstående tracks. Det var vel også grunden til at for eksempel Martin Gore faldt helt og aldeles igennem med sin kliniske 90'er-purisme, og andre som Ada med sine halvhidsige fængende rockriffs, M.I.A. med sin urbane world-boogie, dj-kunstneren Cut Chemist, den scenekælne cirkusprinsesse Roisin Murphy og postmodernismens soulkonge Jamie Lidell kunne levere mere opbyggelige set, der, selvom de ikke imponerede masserne, imponerede massivt. Og selvfølgelig var der også de store elektroniske auteurs, som eksempelvis Ellen Allien, der med glidende overgange formåede at levere en stærk sammenhæng igennem en dansende drømmerejse.
En ægte svindler
Sónar er noget man snakker om i byen. Her handler musik i ligeså høj grad om begivenheder og sammenhænge, som om stive genrebetegnelser, stil og labelkendskab. En aften efter de tre dage og to nætter, står jeg på en bar, hvor historierne går. Chuzo, en vens ven fra byen, tager et hiv af sin joint, og fortæller, at det faktisk kun er én af de otte svindlere fra plakaterne, der er ægte. Og det var selvfølgelig ham fra Barca.