Brendan Benson - kærlighedens alternativer

  • Caspar Tribler
  • 11. marts 2005, 00:00
  • Interview
  • Print

Som så mange før ham, synger han lette popsange om kærligheden. Alligevel er han dybt respekteret blandt de store rockstjerner, og Jack White kalder ham en af verdens bedste sangskrivere. Mød Brendan Benson.

Blikket flakker ud mod cyklisterne på gaden. Mennesker der krydser Rådhuspladsen på vej hjem fra arbejde i de sene eftermiddagstimer med fredagssmil på læberne.

»Sig mig, hvad dag er det egentlig i dag?«, sukker Brendan Benson desorienteret og ligner én, der hellere ville være blevet i sengen på sit hotelværelse.

Den amerikanske musiker er lidt træt af at snakke om sig selv. Han vil hellere bare spille musik, og så er han måske også lidt træt af journalister, der ustandseligt spørger om hans samarbejde og den fremtidige pladeudgivelse med White Stripes-frontmanden, Jack White.

»På den ene side har jeg det ganske udmærket med, at alle spørger til den plade, som jeg har lavet med Jack White, for han er en person, jeg er beæret over at være ven med. På den anden side kan det til tider være lidt trættende, når jeg nu er midt i at promovere mit nye soloalbum, som jeg er meget stolt over. Man kan vel godt kalde det en forbandet velsignelse, men for mig er det nu klart mest en velsignelse«.

Jack White, der kun bor et par gader væk fra Brendan Benson i Detroit, har kaldt ham en af verdens bedste sangskrivere, og det er til trods for, at Benson dyrker den rene pop og hans tekster ofte kredser om kærlighed, hjertekvaler og forhold til mennesker omkring ham. Det gælder også hans nye plade, der bærer titlen 'The Alternative to Love'. En plade der er lysere end den roste forgænger 'Lapalco', men ikke lige så sukkersød som debuten 'One Mississippi'.

Hvad er alternativet til kærligheden? Benson vil ikke ud med svaret. Han vil hellere lade lytteren fortolke og finde deres eget svar. Men da vi begynder at snakke om kærlighed, tør han alligevel op.

»Forstå mig ret, jeg kan vældig godt lide piger og er ofte sammen med dem, men jeg er nok meget besværlig og egocentreret. For mig er kærligheden til og forholdet med musikken naturlig og noget helt andet end kærligheden mellem mennesker, som jeg har det svært med. Jeg tror ofte, at jeg er for ligefrem og kommer til at sige noget, jeg ikke skulle have sagt«.

Brendan Benson erkender at han til tider er socialt handicappet, og at han føler sig mere tryg og rolig i selskab med sine instrumenter og melodier. Samtidig er han bevidst om sin svaghed og det med at give slip og lade sig flyde med, er noget Brendan Benson hele tiden arbejder på at blive bedre til.

»Man kan godt kalde mig kontrolfreak, men det skal ikke forstås på den måde, at jeg ikke kan lide ting, der er ude af kontrol. Igennem lang tid har jeg spillet næsten alle instrumenterne på mine plader selv, men har besluttet at mit næste album skal indspilles sammen med et band. Det har været dejligt at kunne indspille sangene, ligesom man hører dem i sit hoved, men nu er jeg nået til et punkt hvor jeg bliver glad over den måde, man sammen med en anden kan ende et tredje sted«.

Hele forudsætningen for at kunne blive inspireret til nye sange, selve benzinen på bålet, er at træde ud af trygheden, der i Bensons tilfælde er hjemmestudiet.

»Det er selve skridtet ud af min egen osteklokke, der er kampen for mig. På en måde bliver musikken er en slags eskapisme for mig, for jeg kan føle mig helt tilfreds kun med musikken omkring mig. Men så har jeg heldigvis nogle venner, der er gode til at slæbe mig udenfor - og jeg nyder det faktisk. Nu er jeg her og skal give en koncert i aften, og om alt går vel, kommer jeg tilbage Roskilde Festivalen om et par måneder. Jeg spillede dér for et par år siden, og det var fantastisk«.

Brendan Benson er krøbet ud af sneglehuset i løbet af vores snak, og han håber på, at de mange anmeldere, der mener at hans nyeste album vil slå hans navn fast for et større publikum, har ret. Han smiler og hans øjne er nu fæstnet under de blonde krøller, da han fortæller, at han har det præcis ligesom han synger i et af sine egne favoritnumre på det nye album: "Well, I don't know what I'm looking for, but I know that I just wanna look some more."



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05