Club Transmediale 05 - kitschens mange ansigter

Det er anden dag af Club Transmediale i Berlin. I den lille sal i Maria am Ostbahnhof fortsætter breakcore-arrangementet Wasted på anden dag i træk - et inferno af afsindigt opklippede og overstyrede beats. De mest inkarnede fans kaster sig rundt på dansegulvet - men på hele spillestedet hersker der allerede en stemning af let udmattelse.

Måske har arrangørerne forudset noget i den retning, for aftenens tema i den store sal er "enter.tainment", og navnene er da også mere traditionelt party-agtige end igår. DJ Humus varmer op med et lækkert mix af 80er-electronica, og langsomt driver folk ud på dansegulvet.

Video-kunstnerne tourette.tv fylder væggene med softcore bøsseporno, samplet fra slidte VHS-bånd, og aftenens første live-kunstner er på scenen: Enmands-bandet The Soft Pink Truth fra San Francisco spilder ikke tid på at pakke sin homoseksualitet ind - med kunstig gigant-penis dinglende mellem benene gentager han slaglinien "grease up that bitch hole", indtil ingen længere kan være i tvivl.

Til alt held har The Soft Pink Truth dog også rent musikalsk noget at byde på. Hvis man allerede kan tale om en electroclash-genre, er mange af dens kunstnere allerede tilbøjelige til at stivne i bevidst usvingende synth-kitsch. Men selv om The Soft Pink Truth benytter sig af samme, analoge lydmateriale og samme garage-punkede udtryk, så er hans musik decideret funky. Det minimalistiske udtryk krydres med referencer til klassisk (bøsse-)disco, som går lige i benene på publikum.

Aftenens næste navn får en mere blandet modtagelse: Den ranglede og krølhårede ex-new yorker Snax danser rundt i bar overkrop og gør Lenny Kravitz rangen stridig som verdensmester i ublandet retro: Hans elektroniske disco-funk er som snydt ud af næsen på Prince anno "Controversy" - frækt synkoperede synth-riffs spiller op til tunge, steady maskintrommer. Og jo, det svinger fedt - Snax er sågar i stand til at supplere computersporene med supertight håndspillet keyboard - og der er adskillige hitsingle-egnede omkvæd.

Men det er ikke kun Snax' lovlig uskolede sangforedrag, der lader en del af publikum kold. Ligesom jeg tænker de nok over, hvad man egentlig skal bruge fænomenet til: Bør man ikke selv af party-genren kræve en eller anden form for fornyelse? Er det virkelig nok bare at levere en oppumpet klon af fortidens festmusik, og så påberåbe sig post-moderne ironi som undskyldning? (Tjah, hvis det virker for Scissor Sisters...)

Snax har dog en umiddelbar charme i live-situationen, hvad man dårligt kan sige om techno-duoen Alter Ego. I det hele taget forstår jeg ikke, hvad de skal på en fremadskuende festival som Transmediale. Denne form for dansabel techno uden særlige kendetegn var måske funktionel i starten af 90erne, men har idag ikke engang nostalgisk værdi. Er det berlinerne, der savner Love Parade - eller hvad?