Club Transmediale 05 - dans til den yderste grænse

Røgmaskinerne fylder rummet med en tågedis. Under det forvitrede betonloft flimrer stroboskoplyset. Over et hæsblæsende beat, forvrænget til ukendelighed, råber Shitmat sit refræn: "Shut up! Shut the fuck up!"

Vi er i et af Berlins førende spillesteder, Maria am Ostbahnhof til "Club Transmediale" - den musikalske gren af Transmediale.05. I fire dage danner Berlin rammen om denne såkaldte "mediekunstfestival", der fokuserer på brugen af teknologi inden for kunst af enhver art.

Club Transmediale har i år valgt bl.a. at præsentere fænomenet "breakcore": Under navnet "Wasted" har man over to aftener samlet en håndfuld repræsentanter for denne ekstremt aggressive gren af den elektroniske dansemusik - heriblandt britiske Shitmat, amerikanske Jason Forrest og belgiske Sickboy (når kunstneren tager navn efter en person fra Trainspotting, ved vi ligesom, hvor vi er henne...).

Breakcore udspringer af den i forvejen speedede og fragmenterede drum'n'bass-genre. Men hvor drum'n'bass (med sine rødder i reggae og dancehall) trods alt ofte har en understrøm af noget blidt duvende og lyttevenligt, så lægger breakcore ikke fingrene imellem: Beatet bygges op af alle de hårdeste og skarpeste lyde, elektronikken kan producere - og alt overstyres til et fræsende maskinelt helvede. Og med sit sindssygt opskruede tempo og vildt synkoperede rytmer indbyder breakcore kun til én form for dans: Man må kaste sig ud i infernoet og hænge på - misser man et enkelt beat, finder man aldrig rytmen igen.

Breakcore lyder måske mest af alt som en arvtager til aktivist-punk-tekno-bandet Atari Teenage Riot - og efter et stykke tid melder der sig den samme udmattelse i både fødder og trommehinder. Dog er der mere musikalsk gods at hente i breakcore-kunstnernes laptops - i virkeligheden er de brutale lydspor ofte komplekse puslespil af et mylder af lyde.

Ikke mindst hos amerikaneren Terminal11, som leverede et af aftenens mest personlige indslag. Terminal11 arbejder stort set uden referencer til drum'n'bass og bygger i stedet rytmiske collager af et lydmateriale, der minder om den lidet dansable noise electronica. Men i Terminal11s musik samles de sære lyde til et energisk flimrende groove. Intensiteten er høj, lyde presser sig på og rytmer er konstant ved at vælte over hinanden. Kun takket være Terminal11s imponerende overblik holdes beatet på rette kurs, og publikum overrasker sig selv ved at kunne danse til noget så komplekst. Hvis begrebet "intelligent dansemusik" skal give mening, må Terminal11 være én af dets fineste repræsentanter.

Mens "Wasted" banker luften ud af de dansende i Marias lille sal, har man i den store valgt et trods alt mere fredsommeligt tema. Her optræder en række kunstnere under overskriften "Sampledelic/Cut-up funk".

Det musikalske koncept minder om breakcore: Tilsyneladende tilfældige kombinationer af samples (ofte stumper revet ud af andre musiknumre) bruges som rytmiske elementer i et dansabelt groove. Man må kigge i vejviseren efter nogen form for tonalitet - alt er rytme - det er laptoppen som slagtøjsensemble!

Og selv om sampledelic-kunstnerne da også har krydret deres beats med spredte referencer til noise electronica, er lyden i sidste ende mere lækker. Og da det rytmiske drive er bygget op om en stram house-feeling, ja, så er dette faktisk ren og skær disco anno 2005. Ikke mindst franskmændene Ark, Krikor og Cabanne formår frækt at blande effektiv rytmik med overraskende lydmateriale - og publikum kvitterer ved at danse til den lyse morgen.