Hvad har Muppet Show, Public Enemy, Thelonious Monk, Monty Python og gode råd om kønssygdomme til fælles? De optræder på dj’en Kid Koalas yndlingsplader, som han sampler skruppelløst. Det er ikke bare dovent genbrug – det er en moderne kunstform, forklarer han.
Samplinger findes overalt i musikken i dag. En stor luns af hitlisternes førerkobbel er baseret på samplinger. Men hvis du tror, at samplingens kunst begrænser sig til The Lofts aktuelle skamridning af en Kim Larsen-klassiker eller Vanilla Ice’s strandhugst i Queens bagkatalog, så har du tydeligvis aldrig lagt ører til Kid Koala.
Den lille smilende canadier er blandt de mest originale indenfor feltet turntablism, hvor dj’en ikke bare akkompagnerer, men i stedet skaber musikken helt og aldeles alene ved hjælp af gamle plader. Kid Koala er en ferm pianist, men hans hjerte banker for pladespillerne, hvor mulighederne er uendelige, fordi kildematerialet er så omfattende. Hans små humoristiske værker opstår i mødet mellem hiphop-beats, jazzet klaver, bluesede grooves, mærkværdige lyde, skæve replikker, scratch og en dødelig dosis fantasi.
Verdens mest pinlige pladesamling
Kid Koala har omkring 8.000 plader i sit studie, selv om han mange gange har sorteret ud og doneret resterne til genbrugsbutikker. Han sværger, at han har lyttet til hvert et sekund af alle pladerne, og de er organiseret i et slags kartotek, så han ved præcis, hvor kan finde den rette replik, hi-hat eller klarinetlyd. Det er farverne på hans palet.
– Jeg har verdens mest elendige pladesamling, for jeg forelsker mig i alle de plader, som andre ville være flove over at eje. Men den er antropologisk vidtspændende. De fleste af pladerne lytter jeg ikke til for min fornøjelses skyld – eksempelvis undervisningsplader eller børneplader – men de indeholder alle sammen stumper, som jeg måske kan bruge i mit store puslespil. Nogle gange falder jeg over noget på en plade, som sætter gang i en idé og fører mig et sted hen. Andre gange har jeg en melodi i mit hoved, som jeg forsøger at virkeliggøre gennem samples, forklarer han.
Så Kid Koala tilbringer enorme mængder af tid alene med at lytte til obskure plader og fundere over, hvordan de er blevet lavet. Det drejer sig ikke udelukkende om lydene men også om historierne bag. Blandt favoritterne er plader med en paneldiskussion om kønssygdomme (»Gik de ud og drak øl efter indspilningen?«), en mand der taler til pladekøberens planter (»Hvad gør ham til en ekspert på området?«) og en række dating-tips til unge mænd.
– Der har siddet en ung fyr og lyttet til den her plade, fordi han havde problemer med pigerne. »Husk at redde dit hår, vask dig i skridtet og tal pænt til pigens far«. Ret pinligt faktisk, men jeg følte et bånd til den knægt. Det er en slags audio-voyeurisme, siger Kid Koala.
And now for something completely different!
Selv om humoren er et vigtigt element i Kid Koalas univers, handler det dog ikke bare om kitschede samples. Han har en seriøs baggrund i hiphoppen og stor respekt for dj-legender som Afrika Bambaataa og Grandmaster Flash, men han har lagt miljøet og dets »til tider selvhøjtidelige tone og nyttesløse battles« bag sig.
– Jeg vil hellere fortælle små historier end bruge energi på at bevise mine evner. De tidlige plader med Public Enemy og De La Soul var utroligt vigtige for mig, men nu lytter jeg mere til jazz og blues eller bands som Radiohead og Múm. Og hvis du vil vide, hvilken plade der uden sammenligning har betydet mest for mig, så er det ‘Muppet Show’-albummet. Den smukkeste, mest inspirerende, opløftende og centrale plade i min samling.
Kid Koalas smag er uden tvivl skizofren, og på papiret er han også en sammensat sag med sine kinesiske forældre, sin bopæl i Canada og sit engelske pladeselskab Ninja Tune. Der blæser postmoderne vinde over hans verden, når han blander modstridende ingredienser, høj og lav, smuk og grim. Alt er lige meget værd. Tina Turner og Tolstoj. Mozart og Mickey Mouse. Det gør ingen forskel, så længe det virker. Bidder, stumper og citater. Zapperkultur. Cut’n’paste. Fragmenter.
– I hvilken anden sammenhæng har du mulighed for at sætte en fransk harmonikaspiller fra 60’erne sammen i et studie med en robot og en trommeslager fra et blues-band? Mulighederne er uendelige, forklarer han med julelys i øjnene, imens man fornemmer, at idéerne pulserer inde bag pandebrasken.
Begejstringen stiger yderligere, når man nævner Monty Python og deres spraglede stil og konstante retningsskift undskyldt med et »And now for something completely different«.
– Jeg elsker Monty Python! Den måde de blandede humor, politiske budskaber og absurditeter og alligevel altid fik det til at give mening. Det er lidt det samme, jeg prøver. Nogle gange er det humor, nogle gange er det alvor, og nogle gange er det bare vinyl, siger Kid Koala og griner højt og tilfredst.
Originalt og ærligt genbrug
Retro-betegnelsen er blevet godt slidt i kanterne det seneste årti. Alt er retro i den ene eller anden form. I musikkens verden har garagerocken, 80’er-keyboards og analoge trommemaskiner fået en revival. Men der har altid hængt en tung tåge af inspiration og kunstnerisk gæld over de store sangskrivere. Der går en klar linie tilbage gennem Elliott Smith, Nick Drake, Donovan, Bob Dylan, Woody Guthrie og Leadbelly. Alle låner, alle sampler på deres egen måde. Sådan er det bare.
– Der er ikke noget nyt i denne verden. Alt bevæger sig i cirkler, så det handler om at bruge alle de ting, du elsker, og sætte dit eget præg på det. Du er et produkt af dine inspirationskilder, det kan du ligeså godt erkende, mener Kid Koala.
I det perspektiv kan man mene, at sample-kunstnere er ærlige i en ekstrem grad, da de aldrig lægger skjul på deres inspirationskilder. Deres musik er deres inspirationskilder i omarrangerede udgaver.
– Når du sætter to ting sammen, skaber du ikke en ny ting, men du skaber en ny proces, en ny kontekst. Det er i denne proces, at min personlighed kommer frem. Hvis du sætter tre forskellige dj’s ind i det samme rum med de samme plader og en sampler eller et turntable, vil de alle komme ud med forskellige resultater. Ligesom komponister der arrangerer en sang.
En fremtid med følelser
Mens mange mener, at turntablism-bølgen med de respekterede DJ Krush, DJ Shadow og Mixmaster Mike i spidsen hørte 90’erne til, så føler Kid Koala ikke engang, at genren er kommet ud af starthullerne.
– Når jeg om ti år ser tilbage på mit album ‘Some of My Best Friends Are DJs’ , vil det være som at kigge på det mest pinlige fotografi fra gymnasietiden. Jeg får hele tiden øjnene op for nye muligheder og er stadig bare ved at lære faget. Du skal ikke dømme, hvad du hører nu med for stor selvsikkerhed – vi har slet ikke kapaciteten til at forstå og vurdere det før om måske 30 år, siger han.
Selv om Kid Koala glæder sig til den dag, hvor han kan spille en hel skala på sine pladespillere ved hjælp af pitchshifting (han kan endnu kun klare seks-syv toner), kredser hans ambitioner ikke så meget om teknik. Han vil fortælle historier med følelser i.
– For mig svarer arbejdet med pladespillere og samplinger til at spille på et instrument. Jeg har tonsvis af melodier i mit hoved, som jeg vil have ud, og jo bedre jeg bliver teknisk, jo mere frihed får jeg til at afspejle min personlighed, mine følelser og mine historier.
At dømme efter de tegneserier, som han blandt andet udgiver som supplement til sine album, så handler hans historier primært om kærlighed. Om robotter eller små mænd med store høretelefoner, der ikke kan finde kærligheden i denne kaotiske verden.
– Min store drøm er at lave en ‘turntable love song’, og jeg arbejder konstant på det, indrømmer den lille mand med de rappe fingre, den sprællende fantasi og det store hjerte.