Thomas Dybdahl - ikke flere ord foreløbig

Trilogien er færdig. Projektet er tilendebragt. Dybdahl har opfyldt sit mål. I løbet af tre år er det til stor ros lykkedes ham at fuldende sin stemningsfulde oktober-trilogi. En kraftpræstation der har gjort Dybdahl til en af Norges populæreste kunstnere netop nu. Men fremtiden byder på nye toner.

Bleg, forpjusket og klatøjet står han med sin røde kuffert ved siden af sig. Klar til at tjekke ud fra et tilfældigt københavnsk hotel. Aftenen forinden har et lille eksklusivt publikum fået smagsprøver fra det nye album, 'One Day You'll Dance For Me, New York City'. Her formiddagen efter har en sen bytur sat sit præg på nordmanden.

- Turneerne er jo både givende og trættende. Når jeg laver dumme ting, som jeg gjorde i nat, så er det vældigt trættende. Men det danske publikum er et flot publikum. Det er givende at spille her i Danmark. I har et velopdragent og meget lyttende publikum, fortæller Dybdahl.

Han ryster på hænderne og knytter vandflasken til sig. Hvis han har fejret afslutningen på oktober-trilogien på dansk jord med stil, er der ikke noget at sige til det. I Norge har 'One Day You'll Dance For Me, New York City' solgt guld i løbet af en uge og placeret ham øverst på listen over hjemlandets bedst sælgende kunstnere - som det for øvrigt også var tilfældet med de to forrige udgivelser '...That Great October Sound' og 'Stray Dogs'. Med et par måneders forsinkelse er 'One Day You'll Dance For Me, New York City' nu også kommet på gaden i Danmark, udgivet på Copenhagen Records.

De upersonlige tekster
Tonen er igen afdæmpet, stemningsmættet og melankolsk med en stor indlevelse i såvel melodi som tekst. Derfor vil det givetvis overraske mange, at den unge norske singer/songwriter finder sine tekster ganske upersonlige.

- Jeg har ikke for vane at skrive personlige tekster. Jeg foretrækker at være en slags tredje person, det har jeg det bedst med, når musikken er så emotionel. Jeg har valgt at holde mig lidt på sidelinien af historierne for ikke at tippe over i sentimentalitet, siger han.

I det hele taget erkender Dybdahl blankt, at det lyriske arbejde langt fra er noget hjertebarn.

- Jeg synes, det er svært at skrive tekster. Især hvis jeg har lavet en flot melodi, så er det svært at skrive en tekst, der ikke trivialiserer melodien. Det er vanskeligt, men jeg har gjort mit bedste rent tekstmæssigt gennem trilogien. De sange, hvor jeg følte teksten var hæmmende for melodien, har jeg kasseret. Det er jo ikke plader med 17 sange på, jeg har lavet - og det findes der naturlige forklaringer på...

Den dansende storby
Som en anden oase er Thomas Dybdahl igen og igen vendt tilbage byen, der en dag vil danse for ham; New York City.

- Jeg søgte til New York på grund af klicheen! Alle mine album er skrevet i NY. Det er bare et sted, der fungerer som inspirationskatalysator. Alle, der lever af at være kreative, vil værdsatte inspiration så meget, at de - når de finder noget der fungerer - vil have mere og søger tilbage dertil. Men faktisk fik jeg ikke skrevet meget i NY. Til gengæld fik jeg set vældig meget og brugte det meste af min tid på at observere og opleve. Selv om albummet ikke er skrevet i NY sådan bogstavelig talt, så blev det jo til derovre. Det blev først skrevet færdig, da jeg kom hjem og så indspillet i min stue fra februar til august 2004.

Resultatet er ifølge Dybdahl selv det lyseste album i trilogien, men han erkender, at den næppe vil tirre nogen.

- Det er en meget rolig plade. Det er en plade som - hvis jeg skal være helt ærlig - aldrig vil støde nogen, forklarer han.

Nye toner
Det er ikke kun nattens bytur, der har tæret på nordmanden. Det tre år lange arbejde med oktober-trilogien har også krævet sit. Ny toner er tiltrængt.

- Før jeg laver et nyt album, kunne jeg godt tænke mig at arbejde mere med instrumental musik i stedet. Ordene begrænser meget, hvis man føler sig begrænset som ord-kunstner. Hvis man kender sine begrænsninger for godt, er det befriende ikke at arbejde med ord.

Derfor skal 2005 for Dybdahls vedkommende blandt andet bruges på filmmusik, turneer og bandet The National Bank, hvor han arbejder sammen med medlemmer fra Jaga Jazzist og BigBang. Og så er der for resten lige Randi Laubek. Thomas Dybdahl mødte hende under festivalen South By SouthWest i Texas sidste år og han har lovet sig selv, at de to en dag må sætte sig ned og skrive noget sammen.

- Hun er fantastisk. Hendes vokal er noget af det skønneste...

Receptionisten afbryder. Udenfor holder en taxa med kurs mod Kastrup Lufthavn. Den røde kuffert triller af sted igen. Med vandflasken knyttet tæt ind til sig.