Devendra Banhart - talentet fra en anden verden

Singer/songwriter'en Devendra Banhart deler navn med en indisk guru og spiser ikke frugt, som er hans kæledyr. Han har først lige lært at skelne en akustisk guitar fra en elektrisk. Soundvenue mødte den måske rigtige Devendra Banhart og fik dårlig smag i munden over lysten til en appelsin.

Samme øjeblik han træder ind ad døren, rettes al opmærksomhed automatisk mod ham.

- Hej, jeg er Devendra Banhart, siger den kun 23-årige amerikanske sanger og lader de store brune øjne mødes i et blik, der ikke slipper igen, førend det har røntgenundersøgt den person, han skal tilbringe den næste halve time i selskab med.

- Hvordan har du det?, spørger Devendra. Med en kop te blandet seriøst op med rom i hånden, sætter årets mest omtalte og beundrede nye singer/songwriter sig i Lille Vegas mondæne sofaer, som slet ikke matcher den intense og hippieudstrålende sangers røde cowboystøvler, meget nedslidte jeans og ikke mindst den lange hvide kjole uden over.

- Jeg er sikker på, at du har fat i den forkerte Devendra i dag. Måske er det i virkeligheden ikke mig, du interviewer lige nu, starter han med et blik, der fortæller, at ordene menes alvorligt.

- Jeg tror ikke, at jeg lever i den verden, der har at gøre med al den opmærksomhed, jeg oplever lige nu. Selvfølgelig er det en del af min verden præcis i dag, fordi vi sidder her og snakker sammen, men det er som om, det foregår uden for min krop, siger Devendra Banhart med en stemme, der næsten ikke eksisterer. Så sagte den lader ordene komme ud. Men måske er det i virkeligheden sådan, han kan lide det.

- Når jeg ser et billede af mig selv i aviserne, er jeg sikker på, at det i ikke er mig selv, jeg ser på. Men sådan havde jeg det også før, jeg havnede i musikbranchen. Jeg er sikker på, at det er ret heldigt for mig at have det sådan.

Succes er en skræmmende tanke
Selvdistancen har Devendra Banhart haft brug for i et hektisk år. Fra at være en ukendt og til tider hjemløs sanger i Paris og San Francisco, blev han udråbt som en repræsentant for den bølge af akustiskorienterede musikere, der har bredt sig med kunstnere som veninden Joanna Newsom og kærestens orkester CocoRosie.

Men det er ikke en selvvalgt rolle, ligesom han aldrig har drømt om det liv med succes, han befinder sig midt i.

- Jeg har aldrig tænkt videre over, hvad der skulle ske i mit liv, for det er alt for skræmmende at tænke sådanne tanker. Men det lyder jo virkelig ideelt, at få lov til at gøre det man elsker, så måske jeg alligevel har drømt om sådan et liv hele tiden. Jeg ved det virkelig ikke, forklarer Devendra og bliver tavs, mens han tænker videre for sig selv.

- Overhovedet ikke!, kommer det tydeligt, da hans opmærksomhed vender tilbage på spørgsmålet, om han på sine tre album med sin akustiske guitar og imponerende stemme i centrum viderefører den stolte amerikanske sangskriver arv fra legender som Woody Gunthrie, Leadbelly og Robert Johnson.

- Jeg ser ikke mig selv som en traditionel folksinger. Jeg er bestemt ikke en af de, der dyrker folkmusic-perioden.

Fra akustisk til elektrisk ved en fejl
Og for Devendra er talen om en akustisk bølge blot et medieopspind, han ikke agter at lade sig putte bekvemmeligt ned i af en musikpresse på jagt efter selvskabte sensationer, som han beskriver den.

- De, der kalder mig en folk-sanger, er de samme mennesker, der sidste år kaldte alt musik for electroclash eller new-wave eller andet lort. Jeg er klar over, at folk har brug for at putte tingene ned i små bokse, og jeg ved det lyder som en kliché, men jeg hader virkelig, at folk sætter et mærkat på mig. Jeg har aldrig sat den slags mærkater på mig selv, for jeg kan ikke tænke på mig selv som andet end blot mig selv, siger Devendra og viser et ansigt, der ikke kunne være mindre interesseret i at snakke om sig selv.

Men selvom han lægger distance til hysteriet, mærker Devendra alligevel en glæde indeni over, at publikum tager den akustiske musik til sig.

- Det er skam skønt, at publikum interesser sig for den akustiske musik, men jeg synes ikke, at man som musiker skal begrænse sig til at kun spille akustisk. Man skal prøve det hele, siger Devendra, der indrømmer, han først selv blev elektrisk da han ved en fejltagelse købte en elektrisk guitar.

- Jeg troede skam, det var en akustisk guitar indtil en ven sagde, jeg skulle prøve at sætte strøm til den. Derfor er jeg nu blevet elektrisk musiker ved en fejltagelse. Men helt ærligt, så tænker jeg ikke over det. Jeg kan lide akustiske, og jeg kan lide elektriske guitarer. Man kan skabe god musik med begge.

Lyden af kirurgiske instrumenter
Efter den megen snak trænger Devendra til en sang og begynder at synge en fransk ballade, han lærte af sin mor, da han voksede op i Venezuelas hovedstad Caracas. Og så må man stille spørgsmålet, om den sydamerikanske musik påvirkede hans musikalske opvækst?

- Nej, jeg lyttede aldrig til venezuelansk musik. Jeg vil sige, at jeg fik min musikalske indflydelse fra afrikansk musik og fra calypso musik, fortæller Devendra for derefter at trække calypsoen tilbage igen.

- Det er måske alligevel ikke sandt, for calypsoen influerede mig ikke musikalsk, og jeg lærte aldrig at danse særligt godt. Men mine forældre lyttede til calypsosangere, da jeg var lille, og det var den første musik, jeg var vild med.

Men også den forklaring er ikke helt sand, kommer det frem, efter Devendra har tænkt lidt over det. Den første inspiration var ikke musikken, det var lyden af kirurgiske instrumenter.

- Den første gang jeg hørte musik, jeg fik lyst til at synge med til, var da jeg hørte lyden af instrumenter mod min mors mave, siger Devendra og lader de store hundeøjne afværge det tvivlende blik, han modtager.

Spis ikke min barndoms kæledyr
Devendra Banhart synes i det hele taget at sige ting med den største selvfølge, som for andre sangere ville føre til overskrifter.

- Hvordan ville du have det, hvis jeg tilbød dig en hund som snack?, spørger han og viser et ansigt, som ikke kan misforstås, da han bliver tilbudt en appelsin efter hans fortælling om barndommens kæledyr i Caracas.

- Jeg havde mangoer på størrelse med babyer som mine kæledyr, da jeg voksede op i Caracas. Jeg blev bedste venner med mangoerne i vores have, så alle mine kæledyr var frugter. Det var nok dér, jeg begyndte at give liv til dyr og planter, som jeg gør i nogle af mine sange.

Midt i den dårlige smag i munden over at ville spise Devendras små venner, kommer han med et forløsende smil.

- Men hvis du har en citron, så vil jeg gerne have sådan en i stedet.

Efter en halv times samtale har Devendra Banhart tydeligvis fornemmet den gådefulde udstråling, han har på fremmede. Pludselig griber han båndoptageren og trykker stop.

- Vi ville blive rigtig glade, hvis du medbringer et instrument og kommer op og spiller sammen med os i aften, siger Devendra, inden han som en svævende mystiker bevæger sig op på scenen og tilslutter sig sine venners lydprøve.

Banhart og hans favoritter
- Tak for opmærksomheden, men prøv at lytte til de her musikere. Måske opdager I, at de er tusinde gange bedre, end jeg er, opfordrede Devendra Banhart Soundvenues læsere, inden han remser op:

Karen Dalton, Fred Niel, Tim Harten, Stevie Gram, Josephine Baxter, Nina Simone, White Magic, Elliott Jenkins, Bobby Charles, Little Wings, Yards, Jack-O Motherfucker, Cat Power, Entrance, CocoRosie og Joanna Newsom.