Spil Dansk Dagen - det er dansk, det er...

  • Jeppe Kiel Revsbech
  • 26. oktober 2004, 00:00
  • artikel
  • Print

Torsdag den 28. oktober stiller Danmark skarpt på sin egen musikskat, når det efterhånden fædrelandske tiltag, Spil Dansk Dagen, afholdes for fjerde år i træk. Formålet er at hylde og udbrede kendskabet til dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed - og det selvom danske kunstnere stortrives på de hjemlige hitlister lige nu.

Man behøver blot at kaste et hurtigt blik på pladebranchens (IFPI's) albumhitliste eller P3's Tjecklisten for at støde på navne som Nik & Jay, Swan Lee, Nephew, Thomas Helmig og Johnny Deluxe. Og tilmed i den gode ende af skalaen. For dansk musik trives godt for tiden - både som eksportvare og inden for landets egne grænser.

Alligevel lægger arrangørerne bag den efterhånden landsdækkende begivenhed, Spil Dansk Dagen, an til endnu et - og om muligt større - arrangement end tidligere, når fødelandske toner igen får lov at lyde på musikskoler, spillesteder, koncertsale og radiostationer rundt omkring i landet den sidste torsdag i oktober.

- Spil Dansk Dagen skal ikke ses som noget salgsmæssigt behov for at fremme dansk musik. Arrangementet er en anledning til at fejre og gøre opmærksom på den gode musik, der findes her i landet indenfor en masse forskellige genrer, forklarer Niels Offenberg, projektkoordinator for Spil Dansk Dagen.

Han er sammen med sine kollegaer ansvarlige for, at dagen forløber så gnidningsfrit som muligt og møder stor støtte hos en lang række landsdækkende musikorganisationer, der selv tager del i dagen.

Sproget har også betydning
Blandt disse er sangerinden, Karen Busck, som har deltaget i arrangementet før, men som i år også har en tildelt funktion som ambassadør for Spil Dansk Dagen sammen med blandt andre Remee og Outlandish.

- Det er vigtigt at komme ud og gøre opmærksom på, at vi i Danmark komponerer en masse spændende musik af høj kvalitet. Ikke mindst for de mange unge bands, der står i øvelokalerne rundt omkring og spiller covernumre. Hvis de kan spejle sig i en dag som Spil Dansk Dagen og se, at der i Danmark skabes en masse god musik, kan det forhåbentligt motivere dem til at skrive deres egne sange i stedet for at spille andres, mener Karen Busck.

For hende er Spil Dansk Dagen dog også uløseligt forbundet med et andet og ganske særligt træk af en mere sproglig karakter.

- I kraft af jeg synger på dansk, er Spil Dansk Dagen for mit vedkommende også en dag, hvor der er mulighed for at komme ud og gøre opmærksom på det danske sprog, som betyder lige så meget for mig som musikken. Det er lidt min personlige agenda, medgiver hun.

En del af noget stort
Men også radioen - og tv'et til dels - kan se mening i en dag med udelukkende dansk musik. Igen i år vil kanaler som P3 spille dansk musik dagen igennem og tv-stationer som DR og TV2 bringe reportager fra dagens begivenheder i nyhedstimen.

- I de fire år, Spil Dansk Dagen har eksisteret, har vi generelt set en stødt stigende interesse for arrangementet - både hos pressen og folk i almindelighed. Mediernes rolle er vigtig i denne sammenhæng, for det hjælper til, at folk kan se, de har været med i noget stort, hvis de om aftenen kan lukke op for fjernsynet og se billeder fra arrangementerne i nyhederne, forklarer Niels Offenberg.

Sidste år blev der afholdt mere end 1.000 arrangementer dagen igennem, og alene fællessange landet over havde mere end 122.250 tilmeldte - og bliver om muligt større i år. Så dansk musikermedvind eller ej - Spil Dansk Dagen virker til at være kommet for at blive og for at hæfte sig i det danske folkesind.

Når Danmark spiller dansk
- Den første Spil Dansk Dag blev holdt i år 2000 som et arrangement til ære for KODA's (Komponistrettigheder i Danmark) 75-års jubilæum, hvor man ville fejre foreningens kunstnere ved en dag, hvor man udelukkende spillede dansk musik.
- Dette års Spil Dansk Dag - den fjerde i rækken - finder sted torsdag den 28. oktober landet over og vil blive officielt indviet af Kulturminister Brian Mikkelsen og Københavns Kulturborgmester Martin Geertsen på VEGA i København.
- Arrangementerne kommer ligesom de tidligere år til at spænde over alt fra blandt andet koncerter, fællessang og klassiske fremførsler.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05