Rammstein - de hårde mænd er blødt op

Foto: Universal Music

Når Rammstein kalder - så svarer Soundvenue. De tyske jernmænd er netop kommet med nyt album, 'Reise, Reise', og vi fik en varm junidag historien bag albummet, såvel som en ikke helt almindelig kop kaffe af trommeslager Christoph Schneider.

Lad mig lige prøve at opridse situationen: Soundvenues udsendte er, som inkarneret Rammstein-fan, i forvejen stadig en lille smule høj oven på aftenen forinden at have hørt det meste af Rammsteins nye album, 'Reise, Reise' godt tre måneder før udgivelsesdatoen. I dag er det så lykkedes mig at misforstå interview-aftalen med det resultat, at jeg mere eller mindre er sprintet ned gennem Bredgade for at nå frem til Hotel Phoenix i tide.

Jeg sveder derfor en smule, og endorfinerne har frit spil, da værelsesdøren åbner og Rammsteins trommeslager, Christoph Schneider, med et træt men dog venligt blik byder mig indenfor. Jeg siger pænt goddag og er ved at fumle mit optagegrej frem, da Christoph spørger mig, om jeg vil have noget at drikke? Kaffe tak, siger jeg per automatik.

Og det er så her omkring, at situationen tager en drejning mod at blive en historie, som jeg en dag med stor stolthed vil fortælle børnebørnene. For i de næste to-tre sekunder, der virker til at foregå i en Matrix-agtig bullet-time, går det langsomt op for mig, at Rammsteins trommeslager er ved at bevæge sig ned i den anden ende af suiten for at lave kaffe til lille mig. Da han spørger mig, om jeg skal have mælk eller sukker, er jeg så dybt rystet, at den eneste lyd, jeg kan fremtvinge, er et lavmælt grynt, som han vælger at tolke som et nej. Og da han rent faktisk kommer tilbage med kaffen og sætter den foran mig, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal drikke den, eller på en eller anden måde forsøge at få den transporteret med hjem, så jeg kan få den lamineret.

Heldigvis fungerer min reptilhjerne åbenbart tilstrækkeligt til, at jeg vælger den første løsning, og med hjælp fra koffeinens velkendte kærtegn føler jeg mig snart i stand til at gå i gang med selve interviewet, der dog også viser sig at byde på et par gedigne overraskelser.

En kreativ genfødsel..?
Rammsteins forrige album, 'Mutter', var kommercielt set en stor succes, der for alvor gav dem et gennembrud på verdensplan. Men kreativt virkede bandet til at være fastlåst i at gentage et udtryk, de allerede havde perfekteret tidligere. Selv for Rammstein, der aldrig har været præget af drastiske stilistiske kvantespring, var repetitionsfaktoren begyndt at blive for høj. Dette billede bekræftes af Christoph, der med stor åbenhed fortæller om de problemer, som bandet gennemgik, problemer, som blev forløst i arbejdet med det nye album 'Reise, Reise'

- Vi havde som band en form for krise ovenpå 'Mutter'. Vi kunne ikke rigtigt arbejde med hinanden, fordi visse medlemmer af bandet forsøgte at kontrollere den kreative process. Så vi var nødt til at tage en lille pause fra hinanden. Da vi skulle begynde arbejdet med 'Reise, Reise', forsøgte vi derfor at arbejde, som vi gjorde i begyndelsen. Vi skrev sangene sammen og prøvede at gå i en massse forskellige retninger for at finde nye elementer i vores musik, forklarer Christoph Schneider.

- Vi var trætte af den typiske Rammstein-lyd, der er meget maskinagtig, meget kompakt. Vi følte ikke længere, at vi kunne finde nye ting i den kombination af metal og techno, som vi havde brugt hidtil. Vi var nødt til at tage det næste skridt med Rammstein, og derfor lod vi alle døre stå åbne i en periode. Du kan sikkert høre det i musikken, at visse ting er anderledes, mere levende, mere organiske og dynamiske. Det var ekstremt nødvendigt at få dirket Rammstein-lyden op. Eller havde vi bare taget de samme ingredienser, vi altid har brugt, og kogt en ny gang suppe.

Rammstein - organisk lyd? Ja, der er faktisk noget om det. 'Reise, Reise' er domineret af et næsten Wagnersk symfonisk feel, hvor rigtige kor og strygersektioner og endda en enkelt harmonika eller to har afløst de mere kliniske elektroniske elementer. En retning, der, om muligt, gør Rammsteins lyd endnu mere teutonisk, tung og svulstig.

- Vi var trætte af at bruge samples, computere og sequensers. Det fungerede fint på de andre album, men denne gang prøvede vi at bruge elektronikken som et krydderi og ikke som numrenes skelet. Vi forsøgte at optage så meget som muligt med live-musikere. Det bragte det hele op på et nyt niveau, og vi er meget glade for, at vi tog den beslutning. Det er meget rarere at lytte til optaget musik end til samples. Vi havde lidt glemt, hvor fedt det er, fortæller Christoph Schneider.

Garagerock..?
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men ifølge Christoph, så har Rammstein, hvis produktioner altid har været karakteriseret ved en gennemgående tysk grundighed, også ladet sig inspirere af garagerockens æstetik i arbejdet med det nye album... Nu står verden da ikke længere, tænker jeg, mens jeg er ved at få den før omtalte kaffe i den gale hals

- Selvom du måske ikke kan høre det, så er vi inspireret af bands som The White Stripes. Jeg beundrer virkelig deres spontane måde at arbejde på. De er pisseligeglade med produktionen og fokuserer bare på at få noget indhold ned på bånd. Vi forsøgte at gøre tingene på en lignende måde med den nye plade - gribe øjeblikket. En enkelt sang endte vi endda med at tage direkte fra præ-produktionen, da vi ikke kunne genskabe den samme fornemmelse i den dyre produktionsprocess. Det er en ting, vi ellers aldrig har gjort i Rammstein. Rammstein har altid handlet om de store produktioner og om at gå i detaljen med alting. Men nogen gange er det kanterne og imperfektionerne, der giver musikken sit personlige udtryk. Det er det, der gør musikken unik, fortæller trommeslageren.

Denne indstilling til tingene er specielt tydelig på nummeret 'Los', der umiddelbart lyder som Depeche Mode i 'electro-blues-mode' og som ligger milevidt fra den typiske Rammstein-æstetik

- Den sang er et eksempel på noget, vi aldrig ville have gjort før. 'Los' er faktisk en gammel sang fra 'Mutter'-produktionen, som vi ikke kunne få til at fungere dengang. Det kunnne vi faktisk heller ikke i arbejdet med den nye plade. Der findes en anden version af den, der er meget typisk Rammstein-agtig. Men det var bare ikke særligt spændende. Et par stykker fra bandet ville prøve at udvikle nummeret på denne måde, og det fungerede så fedt, at vi endte med at beholde denne udgave, der nærmest lyder som en AC/DC-countrysang, siger Christoph, mens et tydeligt tilfreds grin breder sig over hans ansigt

Rammstein for symfoniorkester..?
Et af de senere års mere kuriøse indslag i Rammstein-universet er en plade ved navn 'Mein Hertz Brennt', der i relativ ubemærkethed udkom på hæderkronede 'Deutsche Grammofon' i efteråret 2003. Her har den tyske komponist Torsten Rasch forvandlet en række Rammstein-tekster til en klassisk og dyster 'lieder-cyklus' i bedste Schubert- og Mahler-stil. Lyrikken bliver bl.a. fremført af René Pappe, en af Tysklands største operasangere, og pladen er indspillet med Dresdner-symfonikerne, det eneste ensemble i verden, der udelukkende spiller ny kompositionsmusik. Umiddelbart et ret prestigefyldt projekt. Men alligevel valgte Rammstein at lade pladen leve sit eget liv.

- Det var ikke et projekt, der skulle bringe Rammstein ud til et bredere pop-publikum. Det var fra udgangspunktet et dybt seriøst værk. Komponisten, Torsten Rasch, lod sig simpelthen inspirere af Rammsteins lyrik. Han kom med en fuldstændig anderledes tilgang til det, og resultatet blev virkeligt interessant, omend det er meget svært at lytte til. Det er et interessant projekt, og vi involverede os i det af kunstneriske, og ikke af kommercielle grunde. Derfor reklamerede vi heller ikke for værket overfor Rammstein-publikummet. Men produceren på 'Mein Hertz Brennt' lavede også nogle korarrangementer til 'Reise, Reise', så man kan høre lidt af denne type eksperimenterende komposition på pladen.

Rammstein fik dog alligevel lidt ud af 'Mein Hertz Brennt'-projektet. Cd'en faldt nemlig i hænderne på Pet Shop Boys, der stod og manglede et orkester til at indspille et nyt soundtrack, de havde skrevet til Sergej Eisensteins legendariske stumfilm 'Panserkrydseren Potempkin'. De valgte orkestret og produceren fra 'Mein Hertz Brennt' og endte med også at lave et remix af 'Mein Teil', den første single fra 'Reise, Reise', et remix som Christoph beskriver som 'meget hårdere, end man ville forvente fra Pet Shop Boys'.

Fin De Siecle..?
Det har altså ikke skortet på nye kreative inputs i Rammstein-lejren på det sidste, inputs, der alle på en eller anden måde har haft en indflydelse på det Rammstein 2.0, som bliver præsenteret på 'Reise, Reise'. Men på trods af denne kreative genfødsel i det nye årtusind så ser Christoph dog ikke meget nyt i den musikscene, der omgiver ham. Det er snarere historien om den evige genkomst

- Nu til dags har man fornemmelsen af, at der ikke længere er noget nyt at opfinde indenfor popmusik. Det er blot et remix af gamle tendenser, en lang strøm af cover-sange. Selv i 90'erne havde vi technoen. Jeg kan ikke rigtigt se en ny form for musik. Det virker som om, at popmusikkens æra måske er ved at nå sin ende. Måske er der noget fuldstændigt anderledes på vej?

Lad os da håbe det. Kære venner, vi lever i de sidste dage, og hvilket band er bedre egnet end Rammstein til at drive os de sidste meter ud over kløften..?