Anders Morgenthaler - musikvideo med mening

  • Print

Udover at være baghjulet i tegneserietandemen Wulffmorgenthaler, har Anders Morgenthaler været en af de mest aktive musikvideoinstruktører i Danmark, siden han blev færdig på Filmskolens animationslinie for to år siden.

- Lad være med at gentage det, de andre laver. Og lad være med at prøve at være amerikaner! Hvad er pointen? Hvorfor vil du lave en hip hop-video til 50.000 kroner, når du udmærket godt ved, at de videoer du ser, koster rapperens fingerring eller det, der svarer til en dansk spillefilm.

Rådene til kommende musikvideoinstruktører kommer med en ligeså usvigelig sikkerhed, som pointerne i hans egne historier. For Anders Morgenthaler handler det om liv og død. Det handler om at fortælle, frem for at efterabe.
Efter filmskolen gik det hurtigt med at manifestere talentet indenfor musikvideoer. Specielt de første tre animerede videoer er noget af det ypperligste, der er skabt indenfor danske musikvideoer de senere år: Videoen til Superheroes' 'Wasting Time', som fortæller historien om en ensom mand, der taler med sin kaffemaskine og ellers bruger sin tid foran den melodramatiske tv-soap 'Me & Julia', og videoerne til Kashmirs 'Surfin the Warm Industry', om en kvindelig kontormus, der tager en grusom hævn over tomheden og den tragisk-romantiske 'Rocket Brothers' om to brødre, der genfinder hinanden efter et drabeligt opgør

- Det fascinerende ved musikvideoer er, at man kan lave nogle kunstfilm, med små historier, der bliver set af virkelig mange mennesker, og som kan give folk nogle aha-oplevelser. Specielt med 'Rocket Brothers' lykkedes det virkeligt at få folk til at få en følelse i kroppen og få nummeret helt ind under huden. Det er ikke særligt underholdende bare at se nogen sidde og spille guitar. Jeg har altid insisteret på, at der skal være en historie i det. Lige meget om den er lille, så skal der altid være et eller andet flow.

Kredser om døden
Kigger man nærmere på Morgenthalers videoer, vil man hurtigt opdage, at der også er en overordnet sammenhæng. De ofte tilsyneladende uskyldige fortællinger er spændt hårdt ud mellem liv og død. Superheroes-videoen byder på både sex og abort, Kashmir-videoerne på bomber og mord, og senest i videoen til Raunchys 'Watch Out' fortælles historien om en ulykkelig teenager, der går amok i blodig hævnrus.

- Jeg tror bare, det er for at få noget voldsomhed ind i det. Det kredser meget om død i forhold til livet. Hver eneste gang du gør noget, så skal du sætte det i forhold til, at, jamen, du dør snart! Så hvad er det du laver? Så skal du ikke spilde din tid i hvert fald. Døden sætter hele tiden det du laver i relief«.

Så det ligger i også et moralsk projekt i dine historier?
- Det kan sgu godt være, at jeg er moralsk stadigvæk. Men jeg synes også, at det er noget interessant ved at beskæftige sig med moral i de her ting, fordi det tit er noget flashy og overfladisk pis. Når man begynder, at omgås de der rockstjerner, så falder korthuset jo lidt sammen. Det er jo strengt taget bare nogle andre, der også bor i toværelses lejligheder.

Ingen penge i videoer
Siden de tre gennembrudvideoer er der dog kommet lidt mere lyst i løjerne. Morgenthalers to seneste videoer er et sprudlende bonderøvsdrama lavet til the Breakers' 'What I Want' og den Muppet Show-inspirerede video til Powersolos 'Oak Tree Girl'. Begge to er lavet som realfilm uden animation.

- Lige bortset fra Powersolo-videoen, hvor vi brugte halvanden måned på at bygge settet og dukkerne, så er fordelen ved realfilm, at det går meget hurtigere at lave. Det fede ved animationsvideoerne er, at du har mulighed for at diktere hvordan verden skal se ud. Du kan sige, at den er sort/hvid med en rød klat oppe i hjørnet. På den ene side er animation enormt distancerende, og på den anden side er det meget direkte, og du accepterer mange flere ting som direkte information. Hvis du laver realfilm, skal du pakke det mere ind og være lidt mere sofistikeret.

Og netop produktionstiden er blevet en faktor for Anders Morgenthaler, der udover nogle få tilfælde har lavet videoerne gratis eller meget billigt. Han ærgrer sig lidt over de danske pladeselskabers manglende vilje til at ofre penge på et anstændigt budget - et problem han i øvrigt ser som mere generelt for udviklingen af musikvideoer i Danmark.

Problemet er at de danske pladeselskaber gerne vil være ligesom de internationale og have Britney Spears-kvalitet og den production value, der er i det, men de har ikke afsat nogen penge til det. Alternativet er så, at man kan tage nogen ligesom mig, da jeg gerne ville i gang. Nogen der vil gøre en ekstra indsats og gøre det gratis. Det er en god måde at komme i gang på, men det er for hårdt i længden, når man ikke tjener nogen penge på det.

Hvornår vi kommer til at se den næste video fra Anders Morgenthaler må tiden vise. Lige nu er han, udover arbejdet med striben i Politiken, travlt optaget med manuskriptet til en voksenanimationsfilm i spillefilmslængde. I baghånden ligger også en kontakt til et stort fransk agentbureau, hvor der er internationale musikvideoopgaver i udsigt. Der er dog stadigt også danske videoer på ønskelisten.

- Det jeg synes kunne være sjovt nu, var at prøve at lave nogle anderledes videoer til sådan nogen som Tim Christensen eller nogen af de større rock- og popikoner, som altid laver videoer, der er flotte, men også ret kedelige. De bedste videoer er, når store ikoner laver noget helt anderledes, noget mere skævt. Det lader vi så stå som en opfordring.


Anders Morgenthaler Videografi:

2004:
Powersolo - 'Oak Tree Girl'
The Breakers - 'What I Want'
Raunchy - 'Watch Out'

2003:
Bent Fabric - 'Jukebox'
Kashmir - 'Rocket Brothers'
Kashmir - 'Surfing the Warm Industry'

2002:
Superheroes - 'Wasting Time'
Junior Senior - 'White Trash'



  
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05