Så skete det endelig. Omkring kl. 12.30 fredag middag blev portene slået op til den ottende Splash festival i et solbeskinnet hjørne af Syd-øst Tyskland, nær Chemnitz. Og modsat 2003 udgaven skulle de 30.000 forventningsfyldte hiphop og reggae elskere ikke denne gang stege et par timer i de tredive grader før de blev lukket ind på festivalpladsen med stor forsinkelse. Splash festivalen er en ung festival og børnesygdomme har der været mange af på den organisatoriske front. Organisationen omkring indgangen tydede imidlertid på, at visse af børnesygdommene var blevet behandlet.
Det skulle imidlertid vise sig at være en fejlagtig vurdering. Illusionen brast da det blev klart, at der ikke eksisterede et program over festivalen. Beskeden ved check-in onsdag var, at det var klart torsdag, men det dukkede aldrig op og ingen kunne svare på hvorfor. Beriget med det magiske presse-armbånd havde Soundvenue naturligvis adgang til information om dagens begivenheder, men den almene festival-deltager måtte informere sig ved hjælp af den opslåede information på selve festival-pladsen. Aldeles uholdbart!
Program eller ej, blev hvert hjørne af festivalpladsen hurtigt indtaget og snart blev der badet i søen, slikket sol i græsset, set på breakdance, freestyle rap og graffiti og - naturligvis - hørt på kvalitets reggae og hiphop. Reggaescenen bød fra sin idylliske og hyggelige beliggenhed i den ene ende af søen på navne som Cecile og Luciano medens topnavnet på den malerisk beliggende hiphop scene i den anden ende af søen uden tvivl var Wu-Tang medlem Raekwon's, der skulle lukke den første festivaldag omkring midnat. Højdepunktet for undertegnede var imidlertid langt mere ukendte amerikanske Zion I, der var sat til at spille om eftermiddagen. Oakland - duon bestående af rapperen Zion og producer og dj Amp-Live skuffede ikke, men vandt hurtigt publikum med en energisk og dedikeret optræden. Zion, i dagens anledning på strømpesokker, og hans hypeman slyngede derudover den ene freestyle ud efter den anden og satte en tyk streg under, at der eksisterer rigtigt, rigtigt mange gode, men ueksponerede rappere, der ofte kan langt mere end de navne som pladeselskaberne vælger at spytte millioner i.
Efter Zion I gik lidt mere kendte Afu-Ra på scenen med sin mere ukendte gruppe Perverted Monks. Første del af koncerten var udelukkende dedikeret Perverted Monks, der brugte alt for meget af den sparsomme tid til at rappe over andres beats i stedet for deres egne. Om det var mangel på eget materiale eller en anerkendelse af at publikum ikke kendte Munkenes musik og derfor ikke rykkede med ved jeg ikke, men der kom i hvert fald et helt andet sving over publikum da Afu Ra blev efterladt alene på scenen til den sidste halvdel af koncerten.
Efter Afu-Ra stod den på fire store tyske hiphop navne i træk før den store Raekwon finale i form af Bushido, Bumentopf, Fünf Sterne Deluxe og Die Sekte. Indrømmet; jeg kender ikke meget til tysk hiphop, men det jeg hørte fra f.eks. Bushido var ikke overbevisende. Efter sigende skulle Bushido være én rapper, der gør sig i "gansta rap" genren, men ikke desto mindre stod der omkring 40 mennesker på scenen, der væltede rundt mellem hinanden i et virvar af håndtegn, gangsta attituder, svingende håndklæder, rap uden flow og tung tung bass.
Turen var derefter kommet til Raekwon, som undertegnede belært af dårlige erfaringer og en vattet præstation på Roskilde ikke forventede sig meget af. Koncerten blev ikke desto mindre en af de Splash oplevelser man mindes med glæde og lidt gåsehud på armene, når hiphop scenens store potentiale og kapacitet udnyttes og ca. 30.000 mennesker går i kollektiv ekstase. Hvad der foregik på scenen var dog ikke specielt imponerende hiphop mæssigt. Raekwon læner sig alt for meget op af sin hypeman og evner næsten aldrig at gennemføre sine rim alene, men har konstant brug for at hans hypeman færdiggør rimene. Hans evner som rapper er der for mit vedkommende sat spørgsmålstegn ved, på trods af hans indiskutabelt store rap-præstationer på diverse Wu-Tang- og solo albummer. Men engagementet var der og hit efter hit blev slynget ud i den lune nat og skabte en fantastisk stemning.
Festival-pladsen lukkede, men festen gjorde derimod ikke. Den fortsatte derimod i hiphop, reggae eller dancehall teltet. Nattens højdepunkt skulle være et soundclash mellem de tyske Phlatline Club Movement vs. GBZ Bubbasoundz. Stemningen var høj og et ekstatisk publikum gik amok til den ene hiphop klassiker efter den anden, der blev slynget ud fra scenen i det store telt. Men endnu engang så man et syndrom, der virker typisk for tysk hiphop kultur. Scenen var ikke fyldt, nej den var pakket med tyske rapkunstnere, deres homies, vennerne til disse, deres kærester, kæresterne til de første osv. Kort sagt: alt og alle der var udstyret med et backstage pas kappedes om at se mest fly ud og "repræsentere" sig selv. For de kan jo ikke være kommet for at se soundclashet for så havde de ladet scene være scene og stillet sig mellem publikum. I stedet var scenen så pakket, at de to forskellige djs og deres pulter forsvandt bag diverse mennesker, der alle forsøgte at få deres del af opmærksomheden fra et publikum, der var beruset af fed hiphop musik plus lidt andre ting. At der skal være fest - også på scenen - er forståeligt, men ikke så folk vælter ind i dj'enes pladespillere.
Da solen kom frem hen på morgenen lukkede festivalpladsen og de sidste overlevende vaklede tilbage deres telte efter en solskinsfyldt musikmæssigt glimrende første dag, dog med organisatoriske mangler som ellers ikke kendetegner tyskerne, men som nok må siges at kendetegne et hiphop arrangement. Alt i alt havde en god start dog skruet forventningerne op til dag to, der blandt andet ville byde på Busta Rhymes.