- Jesper Nørgaard Pagh
- 13. juli 2004, 00:00
-
Interview
Det er mandag og det pisser ned og hvad skal man med de lyse nætter, når det er mørkt hele dagen?
Kulturchokkickstarter mig selv efter Scissor Scisters i ankelhøjt mudder søndag aften, hurtige, kolde afvaskninger og Herbie Hancock og Wayne Shorter på Det Kongelige mandag.
Er med gode venner til koncerten og skal bare have en hurtig pilsner bagefter, for vi skal tidligt hjem og tidligt op, så vi går på K og drikker cocktails til 85,- og spiser snacks eller tapas eller hvad det hedder i denne uge.
Og vi går på Fontænen og hører mere djads. De spiller det der jam, men det er ad røvens til, så vi drikker bare øl og snakker om, at Shorter og Hancock den ondelynemig var en af de største koncerter vi længe har været til og at alle danske jazzmusikere, som ikke selv var ude at spille, var til koncerten, og vi tager hjem klokken tre.
Det er tirsdag og det pisser ned og Jazzpolitiet er ikke imponeret over koncerten dagen før, men har åbenbart også været til en anden, hvor der blev spillet en HEL blues... til vores blev der kun lige rundet 8 takter i 4/4 men jazzpolitiet bestemmer, så det er nok bare os, der ikke har hørt efter, bliver vi enige om, og det er også fint nok, for tømmermændene kræver sin ret og der er MOLD med Chris Speed på Stengade, hvor der altid ligger en cerutstump i hjørnet.
Der kan man være i fred og hold kæft hvor er det flot, siger jeg til mig selv, mens jeg sidder alene i mørket med en guld i den ene hånd og en gul i den anden og har det rigtigt godt.
Det er onsdag og det pisser ned og Jazzpolitiet synes at det var frygteligt, som Cæcilie Norby sang den gamle israelske grand prix vinder 'Halleluja' til koncerten og det lyder godt nok heller ikke for sjovt, men mærkeligt, at hun sang den, for da jeg var til koncert med hende sidst sang hun en PISSEflot udgave af Leonard Cohens 'Halleluja' (i ved, sådan lidt Jeff Buckley-agtigt på jazzmåden, ikke?), men hun har nok bare ændret repertoiret, og det er også fint nok..
Men der er mere pianomand med Keith Jarrett i Tivoli. DET skal blive fedt, skal det, men det bliver det ikke, for han er sgu en sær snegl og spiller kun for sig selv, men Carsten og Christina er der - og nogle andre kendte - og hun har åbenbart født siden sidst.
Og der er Dee Dee Bridgewater på Plænen bagefter og HUN er for god, og bagefter er der Nachtmusik af den funky slags på Jazzhuset med Hess br. og ternede duge og pølsemadder og øl ad lib. Og der kommer chefen; 'hej' og direktøren; 'hej-hej' og er det ikke Anders Møller fra det der band, der, som sidder og - jo. Eller nej? Nåmmen det kan også være det samme og er der mere øl? Og der er hende den søde ude fra Wilder 'hej med dig' (og kram) og 'tak for siiiidst...' og en af de unge betjente fra Jazzpolitiet rider gennem rummet i en 7-hestes brandert med blanke øjne og pæonrøde kinder.
Det er torsdag og det pisser ned og Jazzpolitiet er helt oppe og ringe over Keith Jarrett. Overvejede om jeg skulle have vækket dem under koncerten, men nænnede det ikke... Stjernene flyver jo nærmest ud af hænderne på dem. Overbeviser mig selv og min hustru om, at det er mig, der har fat i den lange ende, og at det nok er min tur til at købe ind, for der er et stramt program forude med Osgood og Blue Foundation og et uvejr fra Nordsøen.
Hvad er Klokken? Den er mange og du er taget til fange, og det er sgu godt, det ikke er mig, der skal anmelde 'jazz til tiden' for hvad skal man dog mene om det. Men det er ikke kedeligt og man skal ikke kimse af en jazzkoncert, hvor der både bliver spillet 'Lille Sommerfugl' og 'Halli Halli Hallo'. Og man skal i øvrigt heller ikke kimse af at være god til at hente øl, som Maya Albana så sandt har bemærket (rigtige mænd læser Eurowoman). Og både Alex og min hustru nyder godt at mine helt særlige evner på det felt. Og var det ikke ham Anders Møller igen? Hmm... '2 fallaffel tak'. Og så kan Blue Foundation bare nydes stille og roligt, mens tordenen ruller ind over.
Det er fredag og det pisser ned og Jazzpolitiet og jeg selv holder lav profil. Når at runde Den Kongelige Haves Selskabshave eller hvad den hedder, hvor Spicais spiller, som jeg har set før og de er stadig meget gode, men det er så latterligt vejr, og jeg er den eneste, som ikke er i familie med bandet og jeg når kun lige at komme hjem inden jeg rammes af ti dages træthed og tømmermænd.
Det er lørdag og det pisser ned og Jazzpolitiet er gået i koma over et eller andet med en brasserfest her lørdag aften. Men det er jo umuligt at få nogen med til koncert, når det kræver dykkercertifikat at krydse Halmtorvet. Og hvordan kommer man i øvrigt derfra og til Klerkegade (hvor LIGGER Klerkegade?) HA! Der var han, Anders Møller. Nu spiller han jo bas. Bummelumbumbum kaptajn. Så er man da ikke helt til fastspænding med bælte endnu. Og hvordan går det med Jeres band og har i fået nogle jobs og skal vi ned og høre Jakob Anderskov? Og jeg skal i øvrigt videre. Desperado-sms'er gamle og nye venner, men de er på landet og på Bornholm og bare helt væk og det er også okay - bare de har det godt.
Og det er sgudda lige før man savner en dagens ret fra Roskilde (Caribbean Burger & Strawberry Daiquiries - man er vel så dekadent, som man selv gør sig til), men napper en hurtig nr. 12 i Gothersgade og iler videre på Jazzhouse, hvor det ikke kommer til at gå stille af, når Supersilent skal spille. Hey - der er chefen jo; 'hej chef' og Tine ude fra Arkitektskolen; 'hej Tine'. Støj og larm og slag på trompeten og fadøl i stride strømme og en taxa til trygheden på Stengade hvor Kresten giver den gas igen med tøjdyr og sludder og sved. Og øllet ryger ind og timerne går og formen bliver bedre og bedre.
Det er søndag og det pisser ned, og jeg får ikke set, hvad Jazzpolitiet har på hjertet. Ligger brak hele dagen, indtil det lykkes at hive gode gamle Søren af stald og ind på Mojo til et par stifter og noget tobak og noget world og jazzfestivalens sidste krampetrækninger - og det er godt nok, siger han, men jeg kan godt se, at han kun gjorde det for min skyld, og det er også fint nok.
Det er mandag og det pisser ned, og Jazzpolitiet konstaterer, at det har været en endnu dårligere festival i år end tidligere - måske vi skal følges til næste år?