På Route 66 gennem kælderen i Stengade

Foto: Gitte Gammelgaard

På dagen hvor Byens Hold fortjent genvandt det danske mesterskab, diskede et af byens mest interessante musikclubber, Loco, op med et usædvanligt generøst og fordomsfrit sammensat program på Stengade.

Omdrejningspunktet for aftenen var på en eller anden måde Howe Gelb, frontfiguren fra Giant Sand, som i vore dage vist nok bor i Århus. Herfra har han arbejdet sammen med Under Byen og nu også københavner-trioen Michi Michi Mau, som var aftenens første navn.

Michi Michi Mau er Maria Laurette Friis (v, g), Andreas Asingh (dr) og Anders Wallin (b). De spiller en lettere opvredet, meget personlig start/midt-80er-new-wave-punk-agtig ting, tilsat et frodigt, hjemmelavet kaudervælsk. De kan deres Pixies og Stone Roses og en masse andet - og de kan også en masse selv. De leverede et set med konstant nerve og intensitet.

De fleste af Michi Michi Maus numre er skåret over en lille, stram læst, som udnytter trioformen optimalt. Spændingen mellem Anders Wallins præcise, enkle bas og Laurette-Friis flagrende, skramlende guitar holdes sammen af Andreas Asingh, som med en meget rå tromme-lyd (det kan man i øvrigt også takke en lydmand, som må have været helt fremme i skoene for) i flere passager ikke behøvede andet en lilletromme og lidt sporadisk bækken for at føje sit til løjerne.

Det må være kommet bag på publikum, at Michi Michi Mau lyder, som de gør - eller også ventede folk bare på andet set - i hvert tilfælde havde Michi Michi Maus stærke udstråling, store charme og sceneenergi stort samme effekt på publikum, som når man slår vand på en gås... Helt uforståeligt.

Andet set blev hostet af Gelb, som til lejligheden havde allieret sig med John Parish (dr), som har arbejdet sammen med bl. a. PJ Harvey, Sparklehorse og Eels. Herudover blev han backet up af Thøger Lund (b) og Anders Pedersen (slideguitar, lapsteel, mandolin).

Som lineuppet svagt antydede - både hvad angår navne og udstyr - var der lagt op til at slå et smut igennem den klassiske, amerikanske midt-vest sangskats tradition. Det blev også gjort - men kun som en enkelt af de 6-7-8 eller flere genrer, bandet nåede at spille sig igennem i løbet af deres 1½ time lange set.

Howe Gelb, som med skovsnegl og (gul) truckerkasket med den højeste front i mands minde nænsomt placeret oven på hovedet, til fulde ligner den automekaniker man ville forvente at møde, hvis man en dag skulle få problemer på Route 66, åbnede med et Monk-piece på sit keyboard, og derfra gik turen så igennem adskillige roots-sub-genrer, men udviklede sig i løbet af settet til at omfatte mere hårdt rockede numre, og mod slutningen, et par numre som med dominerende keyboard-flader sagtens kunne have gjort sig på et stadion. Igen tak til ham lydmanden der, for at klare den.

Hvis nogen synes, at de manglede noget, kan det kun være fordi de ikke hørte efter (se evt. temaartiklen DET DÉR!?! Det er sgu ik' musik!!) eller fordi de stod med et par pivstive, gokkende FCK-fans med mistænkelig jydsk dialekt i nakken.

Et storsatset arrangement efter princippet 'jazzclub inviterer sig selv indenfor på rockspillested og inviterer jazzmusiker til at spille rock sammen med nogle kendte, alternative rockmusikere som også spiller rock'. Man kan jo ikke blive ved med at klappe i sine små fedtede hænder, hver gang Loco slår en bøvs - men det her var godt nok et ordentligt ræb - så klap-klap...