Sia - solstråle

Foto: Rune Johansen www.runejohansen.dk

Det er altid sjovt at møde nye mennesker, og det ligger vel i menneskets natur, at man danner sig nogle forventninger til folk, der dog sjældent viser sig at holde stik. Denne torsdag ingen undtagelse.

Jeg havde igennem hele ugen haft australske Sia's nye album "Color the Small One" i ørene, mens hendes hjemmeside og biografi var blevet gennemkneppet. Min opfattelse var, at jeg havde at gøre med en meget seriøs person, og derfor skulle jeg have nogle dybe og velovervejede spørgsmål.

Alle mine spørgsmål faldt helt til jorden, da jeg satte mig ned sammen med Sia i Vega's backstage område. Fra første sekund kunne jeg pakke alle mine fordomme sammen, Sia lyste som en sol, grinte, lavede ballade og fortalte røverhistorier lige indtil hun skulle på scenen med Zero 7.

"Jeg var på et 'discoteca' i Italien da jeg var 17 år, det havde et karaoke-anlæg så jeg gik op på scenen og begyndte at synge. Jeg sang Bill Withers "Lean on Me", på trods af det slet ikke var det der kørte over anlægget, men folk var vilde med det og klappede takten så vi overdøvede musikken. Bagefter kom der en fyr op til mig og sagde "I'm a DJ, you want to make a record with me?". Sådan startede Sia's karierre lidt tilfældigt.

"Da jeg kom hjem fra ferie mødte jeg en gammel ven på gaden. Jeg var lige droppet ud af universitet, så da han fortalte, han var ved at danne et band, stak jeg ham en hvid løgn og sagde jeg var sanger. De næste tre år turnerede vi rundt i Australien som Crisp. Vi var okay, vi solgte bare aldrig rigtigt nogle plader."

Sia fortæller hun tog til London for at besøge en ven, der netop som hun ankom, blev dræbt i en trafikulykke. Derefter gik hun mere eller mindre i hundene.

"Jeg gik og lavede ingenting, så en dag blev jeg slæbt med til en jamsession af en ven, der syntes jeg skulle se at lave noget fornuftigt. Han endte med at blive min manager, og fik skaffet mig en pladekontrakt. Det var også igennem ham jeg mødte Sam og Henri (Zero 7). Han spillede tilfældigvis fodbold med de to gutter, og da han hørte de producerede musik, blev jeg hooket op med dem. Siden da har vi haft et rigtig godt samarbejde."

Et af de bedste numre på "Color the Small One" er "Bully". Et nummer der er lavet sammen med Beck, så jeg er selvfølgelig interesseret i at høre hvordan det samarbejde startede.

"Vi (Zero 7, red.) skulle spille til et sommershow i en kæmpe bygning i L.A. sammen med Beck, Norah Jones og en masse andre. I mellemtiden havde Beck ringet til Zero 7's management og spurgt, om jeg kunne tænke mig at lave en duet med ham. Så jeg ringede ham op, og for sjov foreslog at vi sang "you're the one that I want" fra Grease. Det overraskede mig at han syntes det var en fed idé, så vi endte med at køre tempoet ned og ændre den fra dur til mol. Vi havde kun fem minutter til at øve, så jeg måtte skrive teksten bag på en plakat, og tage den med på scenen så jeg kunne huske den.
Tyve minutter før showet fandt jeg ud af, det ikke kun var mig han skal synge duet med. Både Beth Orton og Norah Jones havde lavet hver deres nummer med ham, og jeg skulle på sidst. Der var ingen der havde hørt om mig før, og der sad tusindvis og ventede, så jeg var ved at tisse i bukserne af skræk. Jeg gik over til Beth og Norah og sagde "could you fuck it up a little, please, so I will look really great". De var begge etablerede navne, så det gjorde måske ikke så meget hvis det gik lidt galt for dem.

Da Beth kom på scenen havde hun glemt teksten, og Norah startede i den forkerte tone, så da det var min tur og jeg både kunne ramme den rigtige tone og huske ordene, var folk helt vilde og jeg fik et stående applaus. Derfra blev Beck og jeg gode venner, og jeg rejste med på resten af hans tur og sang på et par numre.

Omkring nu står diverse pladefolk og tripper og kigger på deres ure, så jeg prøver at runde hurtigt af, og når lige at få et præg om hvad der sker i Sia's fremtid.

"Jeg er ved at lave en animeret hiphop-film. Den kommer til at handle om den store hiphop-diva Lips on Legs. Hun er et par store læber på nogle små spinkle ben, der synger og skriver nogle forfærdelige cheesy tekster a la "7 days 7 nights I have not tasted your delights". Der er i alt syv animerede figurer og historien bliver en slags animeret musical, der kommer til at vare en halv time og udgives på dvd.

Nu er det lige før dørmændene er over mig, så jeg siger pænt tak, og går ned på Store Vega for at høre en super koncert med Zero 7.