Han er egentlig bare en stille svensker, som kun ganske få har hørt om. Men hvorfor er Will Oldham, Calexico og Mercury Rev så ivrige efter at slå følge med Nicolai Dunger? Soundvenue har været i audiens hos den eftertragtede singer/songwriter.
Var man mødt tidligt op til Mercury Revs koncert i Store Vega forrige år, havde man set en enlig mand på scenen, koncentreret bøjet over mikrofon og guitar. Hans små skrøbelige melodier sev forsigtigt ud i lokalet, men man skulle tæt på højtalerne for at høre dem, da det sparsomt fremmødte publikum fuldstændigt overdøvede manden med deres højlydte snak og manglende interesse. Nicolai Dunger husker dog sin opvarmningstjans som en god oplevelse.
– København er jo fantastisk, og jeg havde været på Christiania hele dagen, forklarer han med et smil.
I Will Oldhams stue
I Danmark er Dunger et nærmest ubeskrevet blad, men han synes at have affundet sig med outsider-rollen. Og hvorfor ikke? Han sælger ikke mange plader, men til gengæld nyder hans særegne stemme og ærlige udtryk stor respekt i indie-miljøet og blandt andre musikere.
– Det beskedne pladesalg gør mig bare endnu mere sulten efter at nå de mennesker, der aldrig har hørt min musik, fortæller han.
Udover samarbejdet med Mercury Rev på sit nye album, har Dunger tidligere samarbejdet med blandt andre Calexico og alt.country-guruen Will Oldham. Specielt partnerskabet med den kræsne Oldham på hans forrige album ‘Tranquil Isolation’ har skabt opmærksomhed.
– Da jeg lyttede til Palace Brothers (ét af Oldhams mange projekter, red.) var jeg hooked med det samme. Han viderefører en amerikansk arv, som er overset af de fleste, og så har han en af verdens smukkeste stemmer. Jeg sendte derfor min første ep til ham for en syv-otte år siden, og da vi senere mødtes tilfældigt til en koncert i London, var der god kemi imellem os, siger Dunger.
‘Tranquil Isolation’ fra 2002 har en ganske nøgen lyd, der gnubber skuldre med den amerikanske blues-tradition. Will Oldham og hans bror Paul agerer backingband på palden, ligesom Will også lægger en andenstemme her og der.
– Indspilningsprocessen var ekstremt afslappet. Vi indspillede det meste midt i Wills stue i Kentucky.
Større omhu i studiet
Turen til Kentucky udmøntede sig ikke kun i en hudløs plade, den kastede også så meget lys på Dunger, at Jonathan Donahue, forsanger i Mercury Rev, fik øje hans talenter.
– Jonathan ringede simpelthen bare til mig for to år siden og spurgte, om jeg havde lyst til at lave en plade mig. Og så sagde jeg ‘ja’, forklarer Nicolai Dunger beskedent.
Umiddelbart virker der langt fra Will Oldhams lavmælte og traditionsbevidste musik til Mercury Revs storladne og semipsykedeliske rockmusik, og der er bestemt også stor forskel på ‘Tranquil Isolation’ og Dungers aktuelle album med den besværlige titel ‘Here’s my song, you can have it… I don’t want it anymore /Yours 4-ever Nicolai Dunger’.
– Nu havde jeg lavet fire plader i træk med en rå live-lyd, og jeg ville prøve noget andet – andre tonearter og tempi. Jeg havde lyst til at lave en mere gennemproduceret plade, hvor der var tænkt mere over tingene. Det betød også at indspilningsprocessen blev meget længere. Jeg plejer normalt at indspille meget hurtigt, min vinyl-trilogi kom for eksempel i kassen på to dage, imens arbejdet med ‘Here’s My Song…’ tog et helt år.
Hvad betød den længere indspilningsproces for det færdige resultat?
– Jeg lærte, at jeg kunne sætte mig ned med min musik, lade den synke ind og tænke mig grundigt om, inden jeg gik i studiet. Jeg har aldrig behandlet min musik på den måde før. Efterhånden som indspilningen skred frem, fik vi et klarere og klarere billede af, hvordan pladen skulle lyde. Specielt da vi havde lagt sidste hånd på sangen ‘Slave’ – en luftig sang med meget plads omkring sig. Den blev et vigtigt pejlemærke for resten af pladen.
Udover Jonathan Donahue medvirker Grasshopper, guitarist i Mercury Rev, også på ‘Here’s My Song…’, der er Dungers størst anlagte udgivelse til dato. Musikken har dog stadig rod i Dunger alene.
– Jeg kom med alle sangene, for jeg kan ikke skrive med andre. Men vi arbejdede sammen om arrangementet, og Jonathan og jeg var fælles om det sidste ord.
Egotrip på vej
Den Stockholm-baserede Nicolai Dunger har altid haft svært ved at finde producere, som han følte, at han kunne stole på. Derfor vælger at han ofte at gå i studiet med musikerkolleger.
– Det er lettere at føle et slægtskab med andre musikere, lettere at kommunikere, og så får man det, som man vil have det. På min næste plade vil jeg dog selv producere og spille alle instrumenterne. Den skal være mit store egotrip, forklarer han.
Inden da skal den travle Dunger, som har udsendt ni album på lige så mange år, dog lige turnere Europa i foråret – en turné han håber også bringer ham til Danmark. Til efteråret gælder så udgivelsen af et allerede færdiggjorte vinylalbum, ‘Dunger at the Diner’, hvor svenskeren simulerer en dunkel piano-bar-stemning.
‘Tranquil Isolation’ (2002) er ikke udgivet i Danmark, men Dungers officielle hjemmeside henviser til netbutikker, hvor den kan købes.