LiveContest, runde 8 - den forkerte vinder

[Edit, 23.02.2004: Dagen efter afviklingen af runde 8 i Live Contest blev arrangørerne bekendt med, at én af de tre dommere havde et løst bekendtskab til det vindende band Marvellous. Dommeren blev erklæret inhabil, en ny votering blev foretaget, og her blev Marie Key Band i stedet kåret som vinder. Arrangørerne understregede, at Marvellous på ingen måde var ansvarlige for fejlen. Følgende reportage blev skrevet få timer efter rundens afslutning og altså inden omvoteringen.]

En musikkonkurrence er noget mærkeligt noget. Tilfældighederne råder, og de optrædende er under et unaturligt pres. Torsdag aften på Loppen i København spillede disse faktorer bestemt ind, da Marvellous blev kåret som vinder af den 8. indledende i årets Live Contest , og det var lidt ærgerligt, for det var faktisk ikke det bedste band på scenen.

Marie Key Band

Det var til gengæld den lille Marie Key og hendes backingband, som åbnede aftenen både fornemt og finurligt. Siddende på en taburet fremførte Key fem tilbagelænede sange på sin akustiske guitar, bakket op af kontrabas, blide trommer og en forsigtig elektrisk guitar. Hendes stemme var klar som en stjernehimmel, så hendes naivistiske danske tekster landede tydeligt hos publikum. Fortællingerne om kleptomani, Lars der bare ville danse og Moster Karen, der lagde sine DKP-ideologier på hylden, da hun mødte kærligheden, var lige til at omfavne. Bandet udstrålede en befriende ligefremhed, der var komplet blottet for påtaget attitude, og selv om både Lisa Ekdahl og Marie Frank spøgte i kulissen, kunne aftenen ikke være startet bedre.

Marvellous

Attitude var der til gengæld masser af, da Marvellous trådte frem på scenen. Det fem mand store band havde besluttet sig for at levere en energisk indsats, og det kunne ses fra første fløjt. Iført moderigtigt gear, dansede de en anelse forceret rundt til deres up-tempo poprock, som til at starte med var temmelig uvedkommende. Selv om de krydrede den normale rockbesætning med melodika, synth og boy/girl-vokaler, fik de aldrig rigtigt så meget spræl ud af det, som det eksempelvis tidligere er lykkedes Moon Gringo. I de sidste par sange skiftede trommeslageren dog over til en tungere og mere disco-præget rytme, der satte skub i festen. Men den rigtigt gode melodi dukkede aldrig op, og selv i ædru tilstand var Marvellous' sange alt for svære at skelne fra hinanden.

Mika

Aftenens uden sammenligning yngste band, Mika, leverede en omgang tung melodisk rock, men de formåede aldrig at retfærdiggøre, hvorfor de allerede nu har vovet sig ud af øvelokalet. Drengene var meget nervøse og virkede simpelthen for grønne i scenens blå og røde lys. I forsangerens mørke vokal, der lød som en utrænet krydsning mellem Jeff Buckley og Ian Curtis, har Mika ellers et udmærket fikspunkt, men han havde ingen nævneværdige melodier at arbejde med. I stedet koncentrerede han sig om en følelsesladet levering, nogle gange helt nede på knæ, imens resten af bandet bag ham forsøgte at blive enige om tempoet i deres gumpetunge repertoire. Mika kan dog trøste sig med en stor vennekreds, for de inkasserede aftenens publikumspris.

Lanarose

Lanarose var straks mere professionelle - og bestemt også én eller to håndfulde år ældre end Mika. Faktisk virkede de en anelse bedagede i både lyd og optræden. Som en mere rocket udgave af hedengangne Fielfraz lagde de ud med hoppevenlige sange båret frem af simple guitarhooks. Det var rart at nikke til igennem det første halve nummer, men da en egentlig melodi udeblev, lagde hagen sig skuffet til ro på brystkassen. Lanarose syntes dog ikke at have opdaget de manglende interessante elementer i deres musik, for de fyrede den forbilledligt af. Om man så er til manisk hoppende sangere og guitarister, der hele tiden forsøger at klemme en solo ind, kunne man diskutere i ro og mag, da de endelig trak stikket ud.

Lyssky

Der var lagt i ovnen til en brutal afslutning, da tre store mænd, to med meget langt hår og én med kronraget isse, sluttede deres instrumenter til Loppens forstærkere. Lyssky viste sig dog at være ganske tilforladelige og ønskede egentlig bare at spille en omgang dansksprogede rocksange om kærlighedens kompleksiteter. Særlig kompleks blev musikken dog aldrig. Det var lige ud af landevejen standardrock uden plads til svinkeærinder eller tissepauser, selv om man kunne have ønsket sig begge dele. Lysskys mest interessante islæt var guitaristen Cecilie Enevolds backup-vokal, der desværre aldrig fik ret meget plads.

Efter en aldeles glimrende start kunne man altså ikke undgå at være lidt skuffet over de fire efterfølgende bands. Skuffende var det også, at dommerne ikke belønnede Marie Key Band, der denne aften var i besiddelse af den største portion indlevelse, oprigtighed og originalitet. I stedet faldt valget altså på et band med moderne attitude og stil, der passer som fod i hose med P3's glatte musikprofil. Og hvad er så pointen med det hele?