Favelachic - ska er en måde at have det på

Foto: Louise Foo

'Øøh... det er et pigeband?' spurgte hun bag mig. 'Ja', sagde jeg, 'de spiller noget af det der ska'. 'Mmmm... hvad er det lige det er for noget?', spurgte hun så, men inden jeg nåede længere ind på det, blev jeg afbrudt af en type, som på mange måder virkede mere autentisk end mig selv, når han fortalte om 'dyarmaker kultyar'.

En skam, på mange måder, for jeg havde netop haft fornøjelsen af et par timer som ene hane i Favelachics kurv, backstage på Rust. Derfor kunne jeg have fortalt, at favela betyder slumkvarter på portugisisk, at chic betyder chic på mange sprog, at Favelachic er navnet på en restaurant og bar i Paris, og vel bedst kan oversættes til slumsmart (på den fede måde, naturligvis).

Jeg kunne også have fortalt om, at Sonja La Bianca (as) og Josephine Philip (v) mødte hinanden på højskole og synes at ska var for fedt til bare at lade andre spille det. At de andre piger, Cille Weisberg (fl, har), Jaleh Negari (dr), Lisbet Fritze (g) og Ina Lindgreen (b) kommer fra vidt forskellige (også musikalske) miljøer og at de faktisk ikke rigtigt ved, hvad ska er, men at de ikke er i tvivl om, hvordan det føles. Jeg ville have fortalt om, hvordan de skriver deres numre i fællesskab og supplerer med hver deres egen musikalske baggrund og instrumentalisering uden at tage hensyn til genrer og stil.

Det ville ikke være på sin plads at fortælle om, at Favelachic faktisk smaskede en del, mens de tyggede sig gennem thai-retten fra Elmegade, men jeg ville ikke kunne komme uden om diskussionen om forskellen på piger og drenge - deres ambitioner og faktiske evner. For det er jo bemærkelsesværdigt, at drenge sidder og nørder deres instrumenter, og så snart de kan tage en ren G, skynder sig op på en scene, så alle kan høre det, mens pigerne sidder og spiller deres musik, og venter på at der er nogen der opdager det. Derfor ville det også have været sjovt at fortælle, at Favelachic spillede meget lavt, de første gange de spillede sammen - fordi de var bange for at overdøve hinanden.

Og der ville være alt mulig grund til i den forbindelse at fortælle om at Favelachic, når de selv fortalte, egentligt ikke har nogen ambitioner, og kun spiller for sjov, men i øvrigt har lagt alt andet til side for at indspille et album og håber på at komme til at spille i Roskildes Ballroomtelt til næste år.

Havde det været en af drengene, der stod bag ved, var der også et par andre kommentarer jeg ville have knyttet til pigerne, og havde det været en A&R-medarbejder fra et pladeselskab ville jeg have bemærket, at det da er påfaldende, at de fem piger er ens og forskellige på en måde, som var da castet til det.

Alt det var der ikke nogen der fik hørt, men i stedet fik de hørt Favelachic med Josephine i forgrunden trykke den grundigt af med deres egne seks numre, og et enkelt covernummer. Syv forholdsvis enkle, groovy numre med et steady (off-) beat og funky riffs og med 'Jungle TV', 'No, no, no' og Capdowns 'Bitches and Nike Shoes' som de absolutte topscorere på hit-barometret.

En kort, intens koncert, som beviste, at det ikke nødvendigvis er den instrumentale virtuositet der er det bærende element, men i lige så høj grad spilleglæden, groovet og punchet der tager publikum om nosserne og river dem rundt på gulvet.