Teitur - den nye stjerne over Nordatlanten

  • Morten H. Pagh, Michael Boesen (www.boesenfoto.dk)
  • 16. september 2003, 00:00
  • interview
  • Print

Foto: Michael Boesen (www.boesenfoto.dk)

Mandag den 15. september udkom den færøske singer/songwriter Teiturs album 'Poetry and Aeroplanes' i Skandinavien, og samme aften spillede han en koncert på Rust. I den anledning satte vi ham, før koncerten, i stævne og stillede et par håndfulde spørgsmål om hans nye album, hans inspirationskilder og lidt andet for at finde lidt bedre ud af hvem dette nye store navn er.


Udover du kommer fra Færøerne, og for nylig har fået en pladekontrakt med Universal i USA, har vi ikke hørt så meget om dig. Kan du fortælle lidt om, hvem du er?

"- Jeg hedder Teitur, jeg er 26 år, jeg kommer fra Færøerne. Jeg har boet i Danmark i nogle år, gået i gymnasiet i Danmark og boet i København i tre år, indtil for ét år siden. Men jeg har ikke spillet så meget ude, mest bare skrevet sange, og spillet lidt rundt omkring i København en gang i mellem. Så kom jeg på et forlag, som jeg skrev sange for mellem to og to et halvt år siden. Siden da har jeg så lavet en plade."

Der står i din pressemeddelelse, at du udover at have boet og gået i gymnasiet her i Danmark også har boet i London. Har det påvirket din musik at være lang hjemmefra i nogle gode stykker tid?

"- Ja, det tror jeg. Det er meget tydeligt i min musik, at jeg har rejst en del. Men det er lige så meget det at komme fra et meget isoleret sted som Færøerne, og man savner det, når man kommer i ud Verden. Der er meget længsel i det hele taget. Jeg har altid rejst meget - det er ikke sådan, at jeg har siddet hjemme på Færøerne hele mit liv; vi har altid været på sommerferie rundt omkring i Europa, og jeg er altid ude at rejse. Hver gang jeg får en chance, så tager jeg afsted."

Udover at rejse rundt og længes hjem, hvad inspirerer så din musik?

"- Det er alt muligt. Jeg læser mange bøger også, interesserer mig for mange emner - i det hele taget folk, der udtrykker sig. Jeg lytter også til musik, men det lige så meget naturen og bare det at snakke med mennesker, og høre hvad der gør dem glade og vrede osv. Det er når folk er tændte - det er dér hvor det sker."

Det meste af sommeren har du turneret meget rundt i USA og varmet op for nogle forholdsvis store navne. Hvordan er du kommet til det?

"- Det har været i forbindelse med min plade. Så har vi stablet en turné på benene, og for at gøre det på den mest økonomiske måde, så har jeg og min ven kørt rundt i en bil til de forskellige spillesteder. Det har mest været klubber som denne her, og så har jeg varmet op for andre - meget tilfældigt, sådan mest hvad der nu bare dukkede op og så hvordan folk reagerede. Så min booking har mest bestået i at ringe rundt til alle sine venner og prøvet at få mig ind alle mulige steder. Jeg spillede næsten hver eneste aften i tre måneder i USA - mest på østsiden, men også på vestsiden i Californien, og også i Mellemamerika. Så jeg har været godt rundt omkring de sidste tre måneder. Jeg lavede et residency, på The Living Room i New York, hvor jeg spillede fast en gang om uge, for at få folk til at kende mig. Bare sådan for at starte et sted fra bunden; jeg har jo som sagt ikke turneret før. Jeg har aldrig rigtig gjort noget ud af det før - desværre."

De danske bands, som på det seneste har fået succes i udlandet, de har været signet til dansk selskab inden, og så har det kørt derfra. Hvordan kan det være du har fået en kontrakt direkte med Universal?

"- Det var fordi jeg gik til dem. Med min producer, manager og forlag gik vi til selskabet og sagde 'vi har tænkt os at gøre sådan og sådan'."

Du har altså selv været ude at finde Rupert Hine, fundet ud af hvor du ville optage i Spanien og LA osv. Hvordan kom du på det?

"- Det har været meget tilfældigt. Jeg lavede alle mulige forskellige indspilninger med forskellige producere for at prøve forskellige ting af, og har spillet sammen med andre, for at finde ud af hvad det var jeg ville. Og gennem mit forlag blev jeg så præsenteret for Rupert Hine. Det var første gang jeg virkelig følte, der var en der havde de samme intentioner og så de samme kvaliteter i min musik. Han er meget god og let at arbejde sammen med, på den måde at han slet ikke vil kaldes for producerer; han vil kaldes for 'director', der ligesom skal få dig til at få det bedste ud af din musik. Han er nærmest som en psykolog, der får dig til at spille bedre - det var en meget behagelig ting for mig. Han var et perfekt match."

Hvordan er det at være signet til at stort selskab? Ville de have dig til at lave nogle ting, du ikke selv ville?

"- Jeg har fået ufatteligt frie tøjler. Det var ligesom jeg gerne ville, når jeg skulle lave en plade. Så ville jeg jo gerne have kontrollen. Jeg havde slet ikke regnet med at skulle blive signet til så stort et selskab. Det var ikke rigtig planen. Men jeg mødte dem, og de sagde 'du gør det, du har lyst til'. Jeg havde virkelig fundet en stor fan, som havde en god position i selskabet, som kunne forsvare mig. Det eneste, de foreslog, var, da vi var færdige med CD'en, at vi lavede en af sangene om igen. Det gjorde vi så, og da vi var færdige sagde de 'nej, vi beholder den gamle'. Ellers har de ladet os lave alting selv - det ikke sådan 'os/dem', det er virkelig et godt samarbejde. Der er klart den der myte med de store selskaber, hvor man bare bliver misbrugt, men jeg tror ikke min musik signalerer det fra starten."

Du turnerede solo i USA, men på pladen er der både bas, trommer og strygere. Hvad kan vi forvente i aften?

"- Jeg spiller på samme måde som i USA. Ideen var at starte med akustisk guitar alene og så få et band med på senere. Men det er gået rigtig godt med den her opsætning, så folk har bare sagt 'lad os forsætte bare på den her måde'. Jeg ville egentlig gerne spille sammen med flere, men for tiden har vi ikke rigtig råd til at spille hver aften med band. Om en måned eller to kan jeg forhåbentlig få skrabet et band sammen. Men vi vil hellere spille for mange mennesker - i stedet for at spille tre koncerter med band, vil jeg hellere spille femten alene. Så det er af praktiske grunde lige for øjeblikket; selvom jeg gerne ville."

Når du nu har fået et forholdsvis stort publikum i USA, hvorfor har vi så ikke rigtig hørt om dig herhjemme?

"- Pladeselskabet foreslog vi startede i USA, det var dér albummet kom ud først. Jeg fortryder, at jeg ikke har gjort mere ud af det i Danmark, men jeg ville vente med det og bare skrive sange først, jeg har ikke rigtig haft behov for at komme ud at spille. Jeg har aldrig været på lange ture og sovet i campingvogn rundt omkring i Skandinavien. Men det kan jo være, det kommer nu."


Teitur skulle ud at have lidt at spise, inden han skulle på scenen, så vi sagde tak for snakken og satte os til at vente på koncerten, som der kan læses om her.



  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05