Vibration-KBH 03 - Cranes, Amber, Velour

RUST 14.02.03

På denne tredje aften af Vibration Kbh 03 stod programmet på endnu en trippelkoncert. Denne gang med de tre meget forskellige (hvilket netop er et af festivalens koncepter) bands Amber, Velour og festivalens hovednavn: britiske Cranes.

Aftenens første band var Amber, der med deres alternative instrumentering bestående af vibrafon og basguitar tilsat kvindelig vokal, lykkedes at skabet et interessant lydbillede, som blev ganske positivt modtaget af det endnu begrænsede publikum. Det korte sæt kun bestående af omkring en håndfuld numre vekslede mellem det meget tyste med nærmest viskende vokal til det noget mere energiske. På sidst nævnte udskiftede Martin Soelmark vibrafonen med trommer, og Biljana Stojkoskas vokal foldede sig virkelig ud og blev meget levende og intens, mens den på nogen af de mere dæmpede numre godt kunne gå hen at blive lidt unuanceret og lyde en smule anstrengt.
Men med deres stille og lækre musik måtte Amber også kæmpe en sej kamp med snakkende mennesker, fumlende lydmænd og dunkende beats fra kælderens dansegulv. Måske man fra Rusts side skulle vælge, de dage der er koncert, at vente med dunkedyrsmusik i kælderen til koncerten er overstået.

Næste levende billeder på scenen, otte af slagsen(!), var Velour, hvori en af festivalens arrangører også medvirker - og var det ikke tilfældet, havde de forhåbentlig ikke fået lov at spille. Mage til usammenhængende bras og arrogant optræden er jeg ikke blevet udsat for længe. Udover den sædvanlige rockinstrumentering med guitar, bas og trommer, havde de også medbragt keyboard, trompet og cello. Især trompeten og celloen faldt utrolig meget igennem og skabte i den grad disharmoni. Jeg havde den største lyst til at fravriste trompetisten hans instrument, løbe op til Sortedam sø, slå hul i isen og deponere den permanent på bunden.
Kun rytmesektionen hang sammen på Velours til tider lidt swingende og shoegaze-agtige numre, mens de havde tre mand til på skift eller i fællesskab at synge falsk. Et stort irritationsmoment var det også, at der faktisk ind imellem alt elendigheden ofte var elementer, som kunne have været interessante og lytteværdige, men på grund af deres inkompetence blot løb ud i sandet. Måske de skulle have sparet halvdelen af musikerne og i stedet have koncentreret sig om at få det til at hænge sammen.
I flere forsøg prøvede bandet at få publikum med til at knipse og klappe i med sig, dog uden det store held. Derimod klappede folk ivrigt mellem numrene - og efter det sidste nummer, hvis slutning var det eneste vellykkede: en 30 sekunders lang støjende Morricone-fortolkning, så meget, at bandet syntes vi skulle belemres med et ekstranummer.
Jeg vil virkelig håbe for Velour, at deres selvfinansierede kommende album "Till morning do us part" er af noget højere kvalitet, end hvad de formåede at præstere denne aften, for ellers er deres spareskillinger nok gået tabt.

Efter en annonceret pause på et kvarter, som vel snarere blev til mellem en halv time og 40 minutter, var Rust blevet fyldt til tæt på bristepunktet, og aftenens sidste band og festivalens hovednavn, britisk Cranes, på scenen. Med søskendeparret Jim og Alison Shaw som to af de bærende krafter leveredes en stabil koncert, der tydeligt viste bandets rutine og sammentømring. Sammen med guitar og synthflader skabte Alisons meget lyse vokal, som kunne minde om en indestængt Sarah Cracknell (St. Etienne), stemninger, der fik en til at tænke på bands som Massive Attack, Portishead og Cocteau Twins. Men det var alligevel som om der manglede et eller andet for at få det til at gå op i en højere enhed.
Halvejs i sættet på knap en snes numre spillede de Lillies, som mindede meget om noget Bauhaus kunne have lavet i slutningen af 70'erne, og det var som om koncerten tog en drejning fra det forholdsvis afdæmpede, lidt dystre og stemningsfyldte henimod det noget hårdere og støjende - dog stadig mørkt med synthflader og monotone keyboards.
Alisons lillepigevokal kunne dog i længden godt blive ret trættende, men i sidste halvdel kompenserede den lidt hårdere og mørke stil og de nogle gange nærmest pompøse numre for dette.
To gange måtte de på scenen for at give to ekstranumre, og bandets entusiasme og tydelige glæde ved at spille fjernede heldigvis lidt af skuffelsen fra Velours katastrofale optræden. Men af de tre bands, er det nok Amber, der kan være mest stolte af deres præstation, og man kan have lidt ondt af dem, der først kom, da Velour skulle spille.

Foto: Marco Maas