Vibration-KBH, 13.02.03 - Blide toner, sjove figurer og herlig støj

Rust 13.02.03

Anden aften af den københavnske indie-festival havde man mulighed for at tilbringe på Rust i selskab med de tre ret forskellige bands Green Pitch, Learning From Las Vegas og Thau.

Green Pitch var de første til at indtage scenen, der ikke er meget større lille kollegieværelse. Så med udstyr til de to efterfølgende bands og en lænestol til sangerinden Rikke Garfield, kunne det hele godt virke en smule klemt. Men det glemte man hurtigt, da bandet (før den annoncerede tid?) begyndte at spille deres tyste, stemningsfulde og drømmende numre, hvor Rikkes kælne vokal fint lænede sig op ad den dæmpede og næsten akustiske instrumentering. Green Pitch's musik, der også tidligere har været testet på Det Elektriske Barometer, har klare referencer i retning af den amerikanske slo-core- og singer/songwriter-bands som Low, Mazzy Star og Guided by Voices og danske Wynona, hvis tidligere bassist Moogie Johnson også var med til at spille pedal steel guitar. Udover Moogie, havde gruppens to medlemmer, Rikke og Ste, medbragt en ekstra guitarist, der også supplerede med melodika og ekstra vokal.
Desværre er Rust ikke det mest snedigt indrettede spillested, og på grund af stedets samtidige funktion som gå-i-byen- og clubbing-sted blev Green Pitch's smukke toner flere gange generet af skrig og råben fra opstemte mennesker ved bordfoldbordet. Skam jer, møghoveder!

Næste musikalske indslag kom fra de altid småkiksede Learning From Las Vegas. Jeg ved ikke, om det var for at understrege dette image, at forsanger og guitarist Klaus Mandal Hansen havde valgt at iføre sig sort habit og en sweatshirt fra Arbejdsformidlingen. Men uanset årsagen virkede det meget godt.
Deres sæt var hovedsageligt bestående af uudgivne numre, som sandsynligvis er at finde på deres kommende album, der kan forventes en gang i løbet af foråret, mens der kun blev plads til to gamle numre "Ten Thousand Songs" med en eminent guitarsolo af Jesper Sand og den herligt støjende "Ballistic". Med sine små finurlige guitarløb og sjove rytmefigurer lyder de nye numre melodimæssigt som numrene på deres andet album "Petit Bourgois" mens lyden generelt, i hvert tilfælde live, var mere rå og støjende som på "Memory Babe".
At Learning From Las Vegas ikke er et band, der tager sig selv alt for højtideligt, kunne også høre i præsentationen af nogle af numrene. "When the Moon is up" blev fx præsenteret som en sang, der handler om at vokse op i et parcelhuskvarter, mens "1989" blot blev betegnet som en fjollet popsang, der var lidt svær at spille, fordi starten er i 5/4...
Meget kan siges om Klaus' vokal, men smuk er den ikke, og jeg har flere gange undret mig over, hvorfor de ikke lader bassisten Rune Mielonen eller den nyligt tilkomne Jesper Sand (der også synger i Thau) synge i stedet. Men på den anden side, så ville Learning From Las Vegas jo ikke være det samme, uden Klaus' monotone og unuancerede vokal - og så passer den jo fint til deres kejtede stil.

Sidste band til at betræde scenen på Rust denne torsdag aften var Thau, der om nogen må betegnes som indierockens godfathers i Danmark. For snart ti år siden startede de pladeselskabet Crunchy Frog for at kunne udgive deres første album "Utah", og siden er det blevet til to albums mere, en EP plus en enkelt promosingle.
I modsætning til Learning From Las Vegas, havde Thau valgt kun at spille udgivne numre, hvor de fleste dog var taget fra deres seneste album "All it takes is Everything". Der blev for det meste gået hårdt til værks med deres mærkeligt abrupte og skæve melodier - og som trommeslager Jesper Reginal (måske bedre kendt under navnet Yebo) sagde, "så er grungen vendt tilbage - og vi kan li' det!". Hele bandet virkede oprigtigt opsatte på at trykke den af, men nu havde de jo også, med undtagelse af Jesper Sand, haft tid til at stå og få sig en bajer og blive utålmodige, mens de to andre bands spillede. På trods af det blev der også tid til at geare ned og spille et stille nummer som "Favourite Dream" midt i koncerten, inden de igen gav den fuld skrue. Desværre valgte de, i stedet for at stoppe på toppen, at spille et ekstranummer, som de også selv betegnede som en vuggevise, hvilket fik slutningen på den ellers fremragende koncert til at flade lidt ud.

Afslutning var dog langt fra nok til at ødelægge helheden af en aldeles vellykket trippelkoncert opbygget fra Green Pitch's rare og rolig toner over Learning From Las Vegas' skæve melodier til Thaus grungefræs. Og det var med en rigtig god fornemmelse man kunne tage hjem og lægge hovedet på puden eller få sig en pilsner mere i baren.

Foto: Thomas Busk