Nyt genbrug fra svenske Loney, Dear
- Kristian Keller
- 22/12 2006

Tilbage i 2005 udgav Emil Svanängen selv cd-r-album med bandet Loney, Dear hjemme i Sverige, som så mange andre håbefulde kunstnere. Men i modsætning til de fleste andre, så ramte sangene de rette nerver de rette steder. Specielt 'The City, the Airport' blev et velmodtaget indiepop-hit.
Så i år kom albummet 'Sologne', som en 'rigtig' udgivelse, og siden har Loney, Dear signet med amerikanske SubPop, der den 6. februar genudgiver - hvis man kan kalde det det - efterfølgeren 'Loney, Noir'.
Og hvis du ikke er blandt de heldige indie-kids, der var helt fremme i skoene i 2005 og fik fingrene i en cd-r, så kan du nu nyde to numre, men du venter på albummet. 'I Am John' virker som den naturlige arvtager efter 'The City, the Airport', som det ræser derudaf, mens Svanängens fine falset svæver henover det hele.
Og at dømme efter kvaliteten på 'Hard Days', så er det også et fint album, den store verden nu også får lov til at nyde. Læs bare de fornemme ord det svenske online-magasin Revolver kastede efter pladen.
Og mens du gør alt det, kan du også lige smøre øregangene med brasilianske Cansei de Ser Sexys remix af 'The City, the Airport'.