Stillbillede fra ‘Kidd Life’
Andreas Johnsen har fulgt Kidd og Cheff Records med et kamera i halvandet år. Det er blevet til dokumentaren ‘Kidd Life’, der har premiere under CPH:DOX den 3. november. Vi talte om det at være fluen på væggen med instruktøren, der tidligere har lavet dokumentarfilm som ‘Natasja’ og ‘Good Copy Bad Copy’.
Hvordan opstod ideen til filmen?
Andreas Johnsen: »Der var ikke nogen idé, men jeg så dem (Cheff Records, red.) optræde til en koncert på Stengade for halvandet år siden. Jeg var blevet bedt om at komme og filme hovednavnet. Jeg kom lidt før og så måske 20 minutter med dem tilfældigvis. De væltede bare rundt, men det var første gang, jeg havde set nogen synge på dansk på den måde og med den energi, som de havde, og så blev jeg bare totalt hooked på dem. Så jeg prøvede at finde ud af, hvem de var. Jeg besluttede mig for at ville filme noget mere med dem«.
»Da jeg så dem, tænkte jeg »fuck de kan et eller andet, som jeg ikke har set i 100 år, eller som jeg ikke har mærket før på den måde«. De var så unge og ligeglade med regler og alle andre«.
»Da jeg kontaktede dem, viste det sig, at de kendte de fleste af de andre film, jeg har lavet, og kunne lide dem, så det var en win-win-situation. Og de var klar på, at jeg ville lave en film om dem. Det gjorde også, at der ikke var nogen begrænsning på, hvad jeg måtte filme. Der var åben dør lige med det samme«.
Så det startede som en film om dem alle sammen?
»Jeg anede ikke, hvem der var hvem. Det var meget løst. Den eneste plan var, at de ville gøre det selv, og det er jeg også stor tilhænger af, og det er også den måde, jeg har lavet mine film på«.
»Men efter kort tid stod det klart, at Kidd havde den største udstråling og var den mest karismatiske person. Hvis man skulle lave en film om dem, var han helt klart den, der skilte sig mest ud. Han var også den, der var mest åben. Ikke at de andre havde noget at skjule, men han fortalte alt – og var fuldstændig uden filter. Og det gør det at lave en film om ham nemt. Det blev hurtigt klart, at han var hovedpersonen. Men jeg fulgte også alle de andre. Nicolas kunne jo lige så godt være gået fuldstændig ned efter tre måneder. Der kunne være sket, hvad som helst og så kunne det være endt med at være en film om Klumben eller TopGunn. Men det var selvfølgelig heldigt at det hele gik som det gjorde, og at han holdt fast og var igennem alle de op- og nedture«.
Andreas Johnsen/Foto: Timme Hovind
Stillbillede fra ‘Kidd Life’
Hvordan har det været at følge det så tæt på?
»Det har været fantastisk, for vi har jo lært hinanden at kende. Jeg har jo også ‘off-kamera’ delt ud af mine erfaringer på samme måde, som han øset ud af sit liv, så det har været en udveksling. Det har været pissehårdt, når han har fucket op, fordi jeg godt kan lide ham – og er blevet såret på hans vegne. Det er svært bare at være helt kold og bare stå og vente på, at det hele bryder sammen, fordi man er ved at lave en film om det. Jeg har prøvet så godt jeg kunne at hjælpe ham og stable alle mulige tiltag på benene, der kunne hjælpe ham. Der er vildt meget af det, der ikke er lykkes, fordi han er så flyvsk, er svær at få fat på og kan forsvinde i ugevis. I de halvandet år, hvor jeg har fulgt dem, har han jo været hjemløs i hvert fald i et år«.
Er der nogen gange, hvor du har slukket for kameraet?
»Vildt meget jeg har skåret væk, mange slibrige detaljer, som jeg bare antyder. Det kan jeg bedst lide og så overlade det til folks fantasi. Og så er der ting, som måske kunne bringe nogen i problemer, hvis det var med i filmen, så der har jeg slukket fra kameraet«.
Kan det være et problem at komme for tæt på?
»Det er et problem, hvis man ikke kan skelne mellem, hvad der er hensigtsmæssigt at putte i filmen i sidste ende. Hvis man indsamler en helt masse ømtåleligt materiale og så vælger at bruge det, fordi kan virkelig har vundet den persons tillid 100 procent – et problem hvis man misbruger det. Det skal man være enormt forsigtig med«.
Hvordan oplevede du selv hele hysteriet?
»Jeg havde det ikke godt med det, fordi jeg hurtigt kunne se på Nicolas at det hurtigt blev for meget for ham. Han blev nødt til at drikke mere og sikkert også tage flere stoffer end han gjorde før. Så det var ikke fedt overhovedet. Det var forfærdeligt«.
Stillbillede fra ‘Kidd Life’
Hvordan oplevede du Kidds reaktion på at se filmen?
»Han var dybt chokeret. Stort set hele filmen kunne han ikke huske, hvor de forskellige scener var optaget. Hans egen fødselsdag i filmen havde han ingen erindring om. August råber »tillykke« fra bagsædet af en taxa, hvor Nicolas sidder oppe foran. Da spurgte han, mens vi ser filmen »hvem har fødselsdag?« Det er hans egen 23-års fødselsdag. Og som han også sagde, det er vildt, at når man er mest populær, er det det tidspunkt, hvor man har færrest venner. Det står ret tydeligt i filmen, at han er helt alene. Men han kunne også godt se, at han har fucket meget op og brændt alle broer. Og som han siger, han kunne have været millionær i dag, hvis han havde spillet sine kort rigtigt«.
»Men på den anden side, så fortryder han ikke noget og det synes jeg er smukt. For alt hvad han har gjort på et år, er der ikke noget menneske, som oplever på ti år. Så han har udnyttet sine muligheder optimalt, og så også fucket alt op samtidig, men han har eddermame haft det sjovt. Og det har de alle sammen. De ved godt, at de har brændt deres penge af på ingenting, og at de har fucket rigtig mange mennesker op og shows, men de har haft deres livs fest. Nicolas ved godt, at nu har han festet, og nu er grænsen nået for hvad hans krop kan holde til«.
Hvornår vidste du, at du havde, hvad du skulle ’bruge’?
»Jeg opererede med fem forskellige slutninger, der kunne være mulige – haft nogle deadlines. En filmklipper er en person, man booker et halvt år i forvejen, så man bliver nødt til at have sine optagelser i hus, når man går i gang med at klippe. Man kan ikke bare blive ved med at udskyde det. Jeg blev ved med at filme. Der sker hele tiden noget i de her drenges liv. Der sker noget sindssygt hver dag, og det fortsætter, så man kunne sagtens lave en toer direkte nu. Men når man har så meget materiale, som jeg har samlet over halvandet år, så er det tit ofte muligt at skabe den historie, man gerne vil. Så hvis der ikke kom den drømmeslutning, man havde håbet på, så er det muligt at finde på noget andet«.
Hvad håber du på, at folk får ud af den?
»Jeg håber, at folk opdager at det ikke bare er fryd og nytårsraketter at være en stjerne. Jeg håber at folk ser, hvordan medier også suger nærmest livet ud af folk for at sælge deres varer. Og så håber jeg, at de kan se, at det er et intimt protræt af en ung mand som i virkeligheden leder efter sig selv. Og at man kan være fyldt af modsætning og paradokser. Man kan være et stort svin og samtidig helt fantastisk og vildt kærlig og gavmild – og det er Nicolas. Han er jo helt fantastisk på alle mulige måder og charmerende og tiltrækkende og sympatisk og kærlig. Han er en af de mest gavmilde personer, jeg kender. Og samtidig så kan han simpelthen være det største svin«.