Malk De Koijn: »Vi har altid været meget selvkritiske«


Fredag og lørdag indtager de Tap 1. Mød trioen her, hvor de fortæller om et forventningspres, der var lige ved at få ‘verdens bedste gruppe’ til at bukke under.

Jeg møder Malk de Koijn uden for Danmarks Radio. Trykker Geolo G i næven og præsenterer mig selv ved fornavn. Geo ser skeptisk ud.
»Sune«, prøver jeg igen. »Fra Soundvenue?«
»Nåh ja. Hej«.

Vi har ellers været venner i 15 år. Men okay, det kunne han selvfølgelig ikke vide. Vi har jo ikke mødt hinanden før.

Vi er mange, der føler, at vi har været en del af Malk de Koijns inderkreds, siden vi begyndte at lytte til dem, hvornår det end må have været. Radioværten Carsten Holm, for eksempel, fortæller gruppen, at deres nye album ‘Toback to the Fromtime’ gør ham lykkelig og tryg. At høre pladen er som et gensyn med en gammel ven, siger han, da han senere på dagen har trioen i studiet.

Da jeg møder Malk de Koijn, er de i færd med en af deres uhyre sjældne pressedage. Lasse Bavngaard, Anders Lundby Brixen og Janus Staffe, alias Blæs Bukki, Tue Track og Geolo Geo, er notorisk kendt blandt journalister for at være svære at lokke i tale, men i dag skal de, ud over herværende magasin, interviewes af både P6 Beat og TV 2. Og de har tilbudt mig at følge med undervejs.

Luk forventningerne ude
Det er udgivelsesdagen for trioens tredje album, som må rangere blandt de mest ventede danske plader siden 2002. Det var dengang, deres egen ‘Snegzilla’ udkom. Ni år som kun har gjort forventningens byrde tungere.

Ved gruppens comebackkoncert sent lørdag nat på Roskilde Festival i 2009 dirrede luften i Arena-teltet uroligt. Både af folks glæde over at være til stede og af en mildt aggressiv utålmodighed fra masserne, hvoraf mange havde taget stilling uden for Arena-teltet allerede om eftermiddagen. Enhver der var tilstede kan forestille sig, hvilket pres Malk de Koijn må have følt tårne sig op og kaste skygger over deres egne, beskedne menneskelige størrelser. Og de er ikke blevet mindre, siden rygterne om en ny plade nølende blev bekræftet. Jeg ville ikke have bebrejdet dem at stikke af.

Men de mest lammende forventninger, siger de – da jeg har bænket dem i eftermiddagens sidste solstribe på Islands Brygge – kom primært fra dem selv.

»Vi er ikke særlig meget i kontakt med folk, der kan fortælle os om deres forventninger. Vi har en fantasi om, hvad de forventer, men vi har arbejdet efter en idé om, at hvis vi selv er tilfredse, så vil andre også være glade. Sådan har det været tidligere«, siger Janus.

Problemet er bare, at Malk de Koijn er meget svære at stille tilfredse.

»Vi har altid været meget selvkritiske«, istemmer Lasse. »Men denne gang viste det sig at blive sværere end normalt, og det tror jeg sker, når man kommer til at lukke forventningspresset ind. Så mister man troen på teksterne«.

Stress stoppede ordene
Det var især Lasse, der i den sidste del af processen blev ramt af en mur. Bandet havde af hensyn til den generelle planlægning og til deres respektive familier sat nogle faste deadlines, hvor teksterne bare skulle være færdige. Og det var ved at få hele projektet til at kæntre.

»Jeg gik helt kold i teksterne. Jeg havde en måned, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg skulle tage fat, og hvor jeg helt mistede lysten. Hvor jeg ikke kunne sove om natten og var totalt stresset. For første gang fandt jeg ud af, hvad stress egentlig er, når det rammer én som en sygdom. Det var fuldstændig forfærdeligt, og det endte også med at gå ud over især Anders«, fortæller Lasse og tilføjer, at han altid selv haft mest lyst til at producere frem for at rappe. Det var det, han startede karrieren med, og det gør han stadig sammen med Anders, som er gruppens primære producer.

Gruppen, der har kaldt sig selv Verdens Bedste siden debuten og i flæng tyret hvislende kastestjerner og scratchet skudsalver efter skumheste og hønsehunde, var over sommeren altså nede med nakken. Men de rejste sig ved fælles kraft.

»Vi har været gode til at snakke om tingene. Det hører også med til at blive ældre, og det var vel det, der reddede det hele«, siger Anders, som også har følt en blokade lægge sig foran den ellers rige ordstrøm, der bruser ud af rapperne – om end mere stilfærdigt, når de deltager i en civil samtale.

»Der er vers på pladen, som jeg lavede i 11. time, hvor jeg var helt udmattet. For eksempel mine vers på ‘Sjabang’ og ‘En gang’. Der var jeg helt, fuldstændigt væk. Men jeg håbede faktisk på, at det ville skinne igennem. Det skulle ikke lyde alt for underskudsagtigt, og det gør det heller ikke, men jeg synes godt, at jeg kan høre på de vers, at det var hårdt«, siger Anders. Og pladen har været dens fædres sved værd, mener han.

»Det var en sindssygt hård fødsel. Men det har også været en mere tilfredsstillende og fælles fødsel end tidligere. Hvor vi før har været mere i tvivl om, hvor vi var henne, har vi her flere gange kigget på hinanden og sagt: »Det her er fandeme en god plade««.

De første fortolkninger
Og der er noget, der tyder på, at den mavefornemmelse holder stik. Anmelderstanden giver ‘Toback to the Fromtime’ fem og seks stjerner over hele linjen, og fra Tue Tracks fire indledende linjer på ‘Nalk’ lyder Malk de Koijn som tre herrer – knægte – der trods alt har glædet sig til at vende tilbage. Tændte som stun guns.

Sproget sprudler stadig og vikler sig ind i knoklede knuder, folder sig flabet ud i hæsblæsende historiefortællinger og fedter sig til som en slambert i skødhøjde.

Malk de Koijn er blevet voksne, men ikke så voksne, må de erkende, da DR’s radiovært spiller pladen under interviewet i studiet. Lasse forsøger at fralægge sig ethvert ansvar for sin del af ‘Weekend kriger’:

»Snorkler og sniffer, bakser med ungerne / drømmer om at bide Fedetrine lidt i lungerne / spyt’ hende i fjappen og slik’ hende i nummeren«.

»Det må vist være Janus’ vers det der«, mumler han med et smil.

Det er næppe den slags passager, raptrioen i sin tid vandt Maarums Lyrikpris for. Eller også var det lige netop. Men der er stadig rigeligt flæsk til de studentikose og til litteraturpanderne, som dissekerer og skriver opgave på opgave om Malk de Koijn. Med overhængende fare for overfortolkning, vil nogen mene. Og de er hurtige, for allerede mens vi sidder i DR’s studie, tikker et spørgsmål ind fra en lytter:

»I rapper, at Baudelaire også har kendt følelsen af at mangle en cola på en dag med tømmermænd. På den måde tildeler i colaen en tidstranscenderende karakter. Hvad bygger I det på?«

»Du har ikke tænkt nok over teksten«, svarer Lasse lakonisk.

»Du må hellere gå i tænkeboks«, fortsætter Janus. »Øhm, måske er det ikke colaen, der er det centrale i det, der bliver sagt. Men man må meget gerne fortolke, og det er altid spændende, at folk finder deres egne betydninger i teksten«.

Sætter pris på kultdyrkelse
Og det har de gjort. Da vi forlader Danmarks Radio står en benovet fyr og venter ved udgangen. Han er løbet herned efter programmets slutning, og tydeligt overvældet får han fremstammet sin taknemmelighed over bandets arbejde og overrakt dem en bog af den libanesiske digter Khalil Gibran, som han siger har inspireret ham lige så meget, som Malk de Koijn har gjort.

Allerede før debuten ‘Smashhit in Aberdeen’ ramte gaden blev Malk et kultfænomen med tidlige demobånd med optagelser af ‘Lortesangen’ og ‘Karateklanen’. Gennem koncerter, hvor de optrådte i superheltespandex, cowboyhatte, vinger, guldkæder, pels og andre munderinger, der var med til at visualisere mytologien omkring Langestrand, steg gruppens popularitet til »et niveau, vi andre synes er fjollet«, som rapperen Pede B har udtrykt det.

Og da der ikke var andre til at pille dem ned, måtte de selv genfinde jordforbindelsen. Det var blandt andet grunden til, at de trak stikket efter turneen med ‘Sneglzilla’ i 2003 og tog en pause på ubestemt tid. Derfor, og fordi de ikke havde noget nyt at byde hverken sig selv eller publikum.

»Når det hele sidder for sikkert, bliver det ikke ved med at føles nyt. Vi kan godt lide at spille koncerter, men kernen i Malk de Koijn er at være i studiet og finde på nye ting«, forklarer Janus.

Kultdyrkelsen er svær at forholde sig til, siger de, men i nogle kredse hylder man sine idoler intenst, og det er en dejlig ting at få lov at opleve.

»Nogle gange kan vi faktisk komme til at tro på, at vi er de største«, indrømmer Lasse. »Men hver gang, vi smider en single, er vi i tvivl om, hvorvidt det stadig er spændende for folk. På den måde er det federe, at der er 10.000, der har et virkelig personligt forhold til Malk de Koijn, end at der er 300.000, der hører musikken og dropper os hurtigt bagefter«.

Da vi ryger en smøg foran Tietgenkollegiet, rammer en hvid genstand asfalten med et knæk. En joint i hylster. ‘Til Malk’ står der på den. Fra Folket, i skikkelse af nogle anonyme kollegianere til de Rigtige McCoys. Kærligheden er intakt. Jointen tager Lasse.

Farvel til Langestrand

Der er imidlertid sket en afgørende ændring i Malk de Koijns landskab. Figurer, der befolkede Langestrand på debuten – den spedalske rapyndling Jim Daggerthuggert, pladefetichisten Søren Jerregaard, digteren Henrik Nordmann, Gülle Light, Karateklanen og så videre – var på vej ud på ‘Sneglzilla’, og er nu skyllet helt væk fra Langestrands bredder.

Teksterne er blevet, hvis ikke mindre barokke, så i hvert fald mere direkte. Forældre til X Factor-deltagere ristes, mens Ungeren »har min backup, ya’ / det’ det modsatte af, hvad idioterne, der styrer det her land har / ska’ ik’ blande mig, jeg bor her jo bare«.

Men fortvivl ikke. Malk opfostrer stadig spraglede personligheder. Vi møder blandt andre Langestrands Rulle Rukbrød, der trækker torsk og taler norsk, DJ Jan, der bruger nålen som sværd og lakskiven som skjold, samt får et genhør med Malk de Koijns åndelige overhoved Melkon S, der svæver fem centimeter over jorden, steger en halv gris og viser vejen til det tabte Paradis.

Men historiefortællingerne er rykket et skridt nærmere virkeligheden. Og selve Langestrand, den farverige og helt sikkert hyggeligere version af Snoop Doggs Long Beach, har de tre næsten 40-årige rimsmede stort set forladt. En naturlig udvikling, måske.

‘Smashhit in Aberdeen’ lød som en eksplosion af mere end et halvt årtis intern ordgejl mellem tre kammerater, der med Anders’ ord »hang sammen i tykt og tyndt, som Gøg og Gokke og… Jeff«. ‘Snegzilla’ pudsede formen af, uden at rablerierne røg med i processen. Og nu er Anders og Janus blevet familiefædre, de har alle tre haft gang i andre musik- og teatergesjæfter, og Janus er flyttet tilbage til hjemstavnen i Middelfart, aka Middelhørm, hvorfra han pendler til Kolding for at arbejde på en børnepsykiatrisk afdeling på et hospital.

Og hvis man kun ser hinanden sporadisk, må det være svært at opretholde ungdomsårenes fantasiunivers. Hvis man da overhovedet har lyst til det.

Anders: »Vi var allerede trætte af Langestrand, inden vi gik i gang med den første plade. Det var noget, vi fandt på i ’93-’94. Det har betydet meget, at vi hver især har fået afprøvet nogle meget forskellige ting med andre mennesker. Vi er blevet klarere i spyttet, og for mit eget vedkommende er der også mere af mig selv i historierne end tidligere«.

Lasse: »Der er stadig nogle langt-ude ideer, men de fjollede ting er naturligt faldet lidt fra. Og det har egentlig været ret fedt at kunne sige nogle ting, der er lidt mere politiske og forholder sig til verden udenfor. Det har vi gjort før, men vi har nok pakket det mere ind«.

Mens Lasse og især Anders snakker uafbrudt om musik, er det Janus, der dropper flest jokes, mens vi taler. Det er ham, der kan være tavs i ti minutter for pludselig at lade øjenposerne og sin træt udseende maske brede sig i et stort smil: »Tom Waits er jo rigtig dygtig til at lyde som om, han synger med kartoffelmos i munden«.

Det er også ham, der imødekommer TV 2’s reporter, der spørger, om drengene »ikke lige giver et hurtigt rim på Divya Das?!«

Mens de to andre aldrig er stoppet med at lave musik, pensionerede Janus sig selv som rapper efter teaterforestillingen ‘Gynt’. Og det selvvalgte eksil på Fyn har givet ham ny koncentration og energi.

»Jeg har på denne plade arbejdet mere bevidst med mine tekster og med mit flow. Tidligere har jeg mere bare rappet det, der lige var der den pågældende dag. Da vi var færdige med den her plade, var jeg klar til at fortsætte dagen efter, fordi jeg følte, at jeg var på sporet af noget, jeg gerne ville arbejde videre med. Det har jeg så ni år til at raffinere«, smiler han.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af