Miguel

De seneste år har budt på flere trilogier i r’n’b-genren, heriblandt The Weeknds mixtapes og The-Dreams mere kommercielle ’Love’-serie. Tidligere i år udgav Miguel de tre gratis ep’er ’Art Dealer Chic Vol. 1-3’, der fik begrænset opmærksomhed på trods af, at de præsenterede en kunstner med tårnhøje ambitioner og talentet til at indfri dem.

Hvordan adskiller Miguel sig på ’Kaleidoscope Dream’ så fra de andre grænsebrydende r’n’b-fyre? Allernådigst udelader han de trættende referencer til forræderiske haters, hjerteløse strippere og følelseslammende stoffer. Når han alligevel nævner de ulovlige kemikalier på ’Do You…’, en luftig, vuggende sag med caribisk anstrøg, er det fordi, han gerne vil »do you like drugs«, naturligvis. Andetsteds har den 25-årige sanger også for travlt med at nyde damerne og livet til at klynke.

Lyrisk såvel som musikalsk er ’Use Me’ en dominans-dans, hvorpå den forvrængede guitar og den omtågede, snurrende synthesizer kæmper om at ligge øverst i lydbilledet. ’Arch & Point’ fortsætter mødet mellem rock og r’n’b med et storladent beat og et skråt riff, der let kunne være på futuristisk udlån fra 80’ernes Prince. Intet topper dog singlen ’Adorn’, der er så glat og fraseringsforelsket, at det overgår forstanden, hvordan den lykkedes med ikke at fremstå slesk.

Læs også: Hør Top Track: Miguel ‘Use Me’
 

Men selv en førsteelsker kan blive utålmodig, hvilket ’How Many Drinks?’ vidner om. Tik-tok, ladies, Miguel er en vigtig mand, og hvor mange drinks skal han egentlig hælde i jer, før I giver gevinst? Så meget for gentleman-manérer. Enkelte digressioner kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af et stilfuldt, vovelystent r’n’b-album.

Miguel. 'Kaleidoscope Dream'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af