Town Portal

Town Portal har i tiden mellem sidste års gratis Bandcamp-baserede ep-forsmag og albumdebuten mistet et medlem og er nu en trio. Men frygt ej. ‘Chronopoly’ er nærmest alt, hvad man kunne ønske sig af en albumdebut ovenpå den fremragende ep-lokkemad – og mere til.

Den er på mange måder den instrumentale mathrocks perfekte genre-gateway-plade, som helt malstrømsagtigt kan suge selv sagesløse, unørdede rookielyttere ind i et muskuløst, men stadig mursejler-adræt og melodisk univers, hvor grundfjeldsurokkelig tyngde brydes med kubistisk komplekse, tektoniske rytmeforskydninger, symbiotisk sammenspil og et naturtalent for svømmende smukke guitartemaer samt gedigne grooves, der fungerer som deres løftestang til at kysse himlen.

Læs anmeldelse: Town Portal ‘Vacuum Horror’

Min enlige kritik skulle måske lige være, at åbneren ‘Chronoceros’ i sin fortættede herlighed måske stikker lidt ud. Som om at man på jomfrufærden med det her smukke, majestætiske maskineri absolut skal have en pensumpligtig rundvisning gennem bæstets kakofoniske og klaustrofobiske motorrum først – en slags sonisk manddomsprøve. Heldigvis er der lys forude, for resten af albummet er langt mere tilgængeligt.

Det giver måske mest mening at fremhæve tre af de små momenter, der får lortet til at lette fuldstændigt: Det jazzede, milde stykke, der lægger ‘Cool Face Doom Service’ i seng og stryger lytteren blidt med hårene, det lille, atmosfæriske mellemspil og åndehul ‘Infinite Improvidence’ samt de hookstærke bidder af ‘Uncle Genie’, der i en konventionel sangskrivningssammenhæng måske ville være at regne for omkvæd er nogle af de små tandhjul i et, apropos albumtitlen, dragende urværk, man som lytter kan forsvinde og fortabe sig fuldstændigt i.

Town Portal. 'Chronopoly'. Album. Subsuburban.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af