Jetsi Kain

Københavnske Jetsi Kain har endnu ikke eksisteret et år, men har allerede skrevet under på en kontrakt med Tigerspring, som nu står bag duoens debut-ep. Seks skæringer, der tager os med tilbage til dengang, Beatles var det nye.

Mens den akustiske guitar skaber skinnende popmelodier, der kravler helt ind under huden, skiftes Frederik Gøtzsche og Jakob Bøcher Müller til at synge for på de flerstemmige vokalharmonier. På ’Now You Tell Me’ bliver man for en kort stund overbevist om, at det er Lennon/McCartney, man hører på, og inspirationen fra 60’ernes beatbølge er da heller ikke til at tage fejl af, ligesom også The Beach Boys har en finger med i spillet.

Åbneren ’I’m in Control’ lægger for med en let reggaegyngende rytme, der resulterer i en glad popskæring. Singleudspillet er dog i høj grad en ener, for resten af ep’en lægger elektronikken og den sydlige brise på hylden for i stedet at koncentrere sig om mere akustiske og helt traditionelle 60’er-popnumre. I starten er det med lidt for lidt tempo og adspredelse, men ep’ens sidste numre vokser i både fremdrift og længde, hvilket giver plads til forløsende spræl. De sidste to minutter af afslutteren ’Still’ brillerer således med guitar-vokal-harmoni og klavertrampen.

At lyden er traditionel gør den ikke mindre interessant, og Jetsi Kain formår at genoplive den rytmiske musiks måske vigtigste årti og skabe en længselsfuld tidslomme midt på nutidens elektroniske motorvej.

Jetsi Kain. 'EP'. Album. Tigerspring/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af