The Raveonettes

Da Sune Wagner og Sharin Foo for ti år siden debuterede med dogmatisk støjrock i Bb-mol på ‘Whip It On’ var det vanskeligt at forestille sig, at duoen fortsat ville have musikalsk momentum et årti senere. Med en gylden kombination af talent, viljen til at udvikle sig, stædighed og godt gammeldags slid, er duoen dog stadig alive and kicking og kan fejre deres ti-års jubilæum med et nyt og aldeles glimrende album.

Her møder vi et The Raveonettes i retropop-mode. I denne omgang har duoen nedtonet både støjen og det sansende, sfæriske udtryk, som fik meget plads på sidste års ‘Raven in the Grave’. Her er det i stedet melodierne, der er i fokus, og de er virkelig gode.

Læs også: Hør hele ‘Observator’

En akustisk guitar fungerer som det bærende element på den simple popperle ‘Young and Cold’. Som noget nyt i The Raveonettes-regi gøres der brug af klaveret, hvilket fungerer optimalt på den elegante ‘Observations’, og på den smukke ‘Curse the Night’ skrues tempoet helt ned, og Sharin Foo brillerer med en indfølt vokalpræstation. Højdepunktet er dog helt og aldeles den jangle-poppede single ‘She Owns the Streets’, der snildt kan sidde med ved langbordet i selskab med rækken af tidligere The Raveonettes-klassikere uden at skulle skamme sig det mindste.

Læs også: Hør The Raveonettes’ 10 vigtigste sange

Insisterer man på at smide lidt malurt i bægeret, kan man komme med en indvending mod albummets korte spilletid, men det ændrer dog ikke ved, at Sune og Sharin kan fejre jubilæum på toppen.

The Raveonettes. 'Observator'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af