Yeasayer

Lige fra begyndelsen af Brooklyn-bandets karriere har det været spændingen mellem de sært udknaldede, avantgardistiske lydeksperimenter og et mere umiddelbart poppet udtrykt, der har været det fundamentale og mest tiltrækkende element ved Yeasayers kompositioner. Dette udgangspunkt er der som sådan ikke ændret afgørende ved på gruppens tredje album, men desværre bider eksperimenterne mindre fra sig, mens poppen ikke fremstår helt så melodiøs og øjeblikkelig fængende.

De skøre indfald og små, obskure detaljer i Yeasayers synth- og beattunge univers virker her knap så mystisk dragende som tidligere, men fremstår i stedet en smule kalkulerede og måske endda en kende for gennemtænkte. Det er næsten som om, at der er blevet snakket lidt for meget om tingene i studiet frem for bare at give los og slippe kontrollen.

Læs også: Stream Yeasayers nye album

Eksempelvis ville det klæde den ellers fornemme ‘Devil and the Deed’ at give afkald på sin lidt stramme formbevidsthed og i stedet overgive sig totalt til den spastiske, musikalske ekstase, som kun delvist får lov at titte frem.

I den modsatte, mere poppede grøft virker det ligeledes som om, at bandet denne gang har været bange for at gå linjen fuld ud. Bevares, numre som ‘Longevity’, ‘Henrietta’ og den næsten Human League’ske synthpopper ‘Reagan’s Skeleton’ besidder indiskutabelt klare, melodiøse kvaliteter, men alligevel kunne man godt tænke sig, at Brooklyn-drengene knappede den øverste knap i eksperimentalskjorten op og lod poppropperne springe for alvor, da et tilløb til fest kun sjældent er lige så fedt som selve festen.