Eloq
Cheff Records-produceren Eloq har ryddet op i sin harddisk, og det er der kommet en pose blandede basfyldte nossespark ud af. Det skal for en god håndfuld af numrenes skyld forstås særdeles positivt, mens det desværre for mindst lige så mange af numrenes vedkommende er den mere smertefulde tolkning af udtrykket, der gør sig gældende.
Eloqs simple crunk-inspirerede produktioner fungerer bedst, når de strittende plastic-beats suppleres af et flosset basunderlag, og når fokus ligger på det slagkraftige groove frem for det melodiske. ’Bass Ting’ er opsamlingens klart bedste bud på den øvelse. Hvis Eloq havde produceret beats, da Björks ’Army of Me’ udkom, havde han været et selvskrevet samarbejdsemne.
Samme bralrende tilgang til bassen går igen på ’Honning’, der lyder som soundtracket til historien om elefanten i glasbutikken. Basangrebet fungerer også uovertruffent, når Eloq forvandler Suspekts ’Ruller Tungt’ til et ghetto-monster, der burde sætte en skræk i livet på selv de mest hardcore London-grimesters.
Læs også: Hør Eloqs remix af Spleen United
Desværre byder opsamlingen også på en del irritationsmomenter. Eloq har en kedelig tendens til at smøre flere af sine ellers velfungerende produktioner ind i nogle svært anmassende synth-skalaer, der ikke gør andet end at køre op og ned i toneart. Det ellers godt bragende ’Bengal’ er et godt eksempel på dette.
Eloq går også en smule galt i byen, når det gælder den melodiske side af sagen. Flere af numrene, som åbneren ’Last Night a Random Girl (Saved My Life)’, har det med at ende ud i en corny, retningsforvirret synth-suppe.
Hent hele albummet HER.