De Høje Hæle

»Der er ingen, der forstår / Hvad der foregår / Inden under mit hår«, skråler Magnus Knudsen på De Høje Hæles nye ep. Og med rapporter om en ulmende skriveblokade var der for en stund også grund til at bide negle over rumsteringerne under frisuren på forsangeren. Denne lille forsåling af trekløverets karriere gør dog bekymringerne til skamme.

Ep’en består mestendels af numre, der allerede har været trukket rundt i live-manegen mangen en gang og bare har sukket efter at blive nedfældet på bånd. De Høje Hæle lyder mere end nogensinde som en stram og sammenspillet enhed, og det kan i det lys ærgre, at trommeslager Ebber har taget sin afsked fra bandet oven på indspilningerne. Afløseren skulle dog allerede nu være godt på plads bag tønderne.

Læs anmeldelse: De Høje Hæle ‘Skal vi aldrig videre?’

De beskedne ti minutter, vi spises af med her, smager bestemt af mere, uden helt at nå det fantomniveau, som debuten ‘Skal vi aldrig videre?’ lagde for dagen. Synderen er måske især titelnummeret, der med sit, for Hælene, adstadige tempo nærmest tager punk-attituden helt ud af ligningen og efterlader lytteren med ren, drøvtyggende røvballerock, som i stedet forgæves prøver at overleve på den lidt for forudsigelige lyrik alene.

Så er der mere bøv i de tre andre numre, der sender trioens ranglede, men leverpostejsmads-solide fedtmule-punk ud over stepperne i en ruf. Og som Knudsen fortæller på et af de andre numre: »Der er ik’ så meget at sige / Der er ik’ så meget at gør’« – nej, ikke andet end at se at få indspillet et nyt album. Kom i gang, drenge.

De Høje Hæle. 'Kold og træt og bange'. Album. Hjernespind.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af