Damon Albarn

Du tror måske, at du kender Damon Albarn, men det gør du ikke. Briten viser med tiden flere og flere sider af sin musikalske skizofreni, og nu er tiden så kommet til hans første officielle album i eget navn: Et operasoundtrack med lige dele folket singer/songwriter, afrikanske inspirationer og engelsk middelalderstemning. Hvad ellers?

Selvsagt er det her ikke dit nye yndlingsalbum, hvis Gorillaz og ’Parklife’ stadig hænger nært i hjernebarken, men som den urkraft han er, skinner Albarns personlighed alligevel stærkt igennem det mørke orgel, de højstemte operavokaler og harpens sarte natur. Tag bare ’The Moon Song’, der føles som at sidde til dystopisk middelalderhof med Albarn som gudsbenådet skjald, der ledsaget af strygere, akustisk guitar og en kvindelig messen kan få selv de mest hårdføre riddere til at holde kæft.

’Apple Carts’ er måske det tætteste, man kommer på et regulær solonummer. Folket, middelalderfløjte-befængt singer/songwriter med masser af melodisk overskud og et fremragende omkvæd, der skriger klassisk Albarn, når han er bedst.

Læs også: 15 ting du ikke vidste om Damon Albarn

Afslutteren ’The Dancing King’ og den tyste ’The Marvelous Dream’ gør sig i samme stil, men derudover er man hovedsageligt indlagt til britisk retro-instrumentation (og her menes ikke retro som i 80’erne) og opera-light, der på mærkværdig og ikke helt vellykket vis smedes sammen med de afrikanske percussion-elementer, Albarn i nu lang tid har vist sin kærlighed til.

Projektet er bestemt prisværdigt, og fra et mere ’ungt’ synspunkt er det forfriskende, hvor Albarn kan tage noget så traditionelt som et operasoundtrack hen. Men helt i sin egen ret mangler ’Dr. Dee’ alligevel en god portion eksistensberettigelse.