Light Asylum
Ét enkelt lyt til Shannon Funchess’ stoiske Grace Jones-røst, og man får følelsen af, at Light Asylums übercoole forsangerinde så let som ingenting ville snappe hovedet af én, hvis man kom i vejen. Men selvom Funchess ved første lyt kan virke sådan, er hun alt andet end vred. Hun er såret.
Sammen med makkeren Bruno Coviello fortsætter den dystre Brooklyn-duo i samme højtidelige og mørkemættede postpunk-rille som på Ep’en ’In Tension’. De kitchede keyboard-effekter og referencerne til 80’ernes latexstramme trommeproduktioner pumper hurtigere end man kan nå at hoste ’New Order’, mens Funchess stolt bærer det hele med sin mandhaftige, Annie Lennox’ske vokal, der er følelsesmæssigt fuldstændig mørbanket. Som en mekanisk, androgyn enmandshær i en goldt landskab, marcherer Funchness lige fra den stroboskopblinkende åbner ’Hour Fortress’ skånselsløst af sted med synthsjæleren ’Shallow Tears’ og ‘A Certain Person’ som højdepunkter.
Læs anmeldelse: Light Asylym ‘Tension’
Det lyder næsten som om, at Light Asylum har stjålet David Hasselhoffs ’Knight Rider’-bil og fræset ned af de trøstesløse, tyske Autobahnen, mens mørke tordenskyer kom rullende ind over nattehimlen. Og selvom det er pokkers kitsch, fungerer den fistpumpende pompøsitet. Eneste hage er også Light Asylums største styrke. For selvom Shannon Funchness fantastiske, afgrundsdybe vokal er af en anden og mere dyster (under)verden, kammer den af og til over i forceret drama. Og dog. For selv overteatralske numre som´Pope Will Roll’ fungerer sgu alligevel.