Kala-OK

Normalt er der ikke et udpræget godt tegn, når en plade giver en lyst til at tage en lur, men i tilfældet Kala-OK – som er navnet på Kristian Mondrups soloprojekt – forholder det sig faktisk sådan. For der er noget søvndyssende på en smuk, støvet og inderlige måde over stemningen på debutpladen, der netop er udgivet på det ambitiøse selskab Tambourhinoceros.

Allermest udpræget i den fine vuggevise ’Stars Are Sailing’, hvor Mondrups kinesiske kæreste leverer vokalen. Hans egen vokal minder meget om Damon Albarns, og der er også et generelt musikalsk slægtskab med Blur på et nummer som ’Bodily Blues’. En god melodi svøbt i 60’er-psychpoppede gevandter, der viser Mondrups kvaliteter som sangskriver.

Sangene på debuten er lidt en gang blandende syredrops, hvor nogle er er forholdsvist poppede, mens andre – som de afsluttende ’Incredible’ og ’Weeds’ – åbner mere op for Kala-Ok’s eksperimentelle ambitioner. De numre er dog også pladens svageste, men måske et bevidst forsøg på at vække lytteren af den behageligt psykedeliske døs som Mondrup indtil da har henført en i.

Kala-Ok har med bløde orgellyde og fine melodier skabt en fin debutplade med drømmende 60’er-pop, til tider med et skævt kinesisk twist. Man kunne godt have ønsket lidt mere fokus og lidt færre eksperimenter for eksperimentets skyld, men overordnet set er der tale om endnu et pletskud fra Tambourhinoceros.

Kala-OK. 'Reminiscence of a Bodily Blues'. Album. Tambourhinoceros/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af