Farven Fornem
Hvilken farve har fornem? Det må man nu spørge sig selv om, da debutalbummet fra de danske electro-rockere Farven Fornem udfolder et komplekst og farvestrålende lydunivers. Sammensat af både kendte og ukendte komponenter, på grænsen mellem det mørke og det lyse, det virkelige og det drømmende, maler de et gennemført dualistisk billede.
‘DNA’, ‘System’ og ‘Kontrol’ er sangtitler, der alle hentyder til pladens eksistentielle omdrejningspunkt: Kærlighed. Kærlighed som et utopisk puslespil, der skal samles af fragmenter fra virkelighed og drøm.
Teksterne er følelsesladede, og balancerer sårbart og melankolsk mellem håb og fortvivlelse. Dog er der lidt rigeligt med gentagende omkvæd, der forfladiger musikkens dybsindige potentiale en smule. Derimod er forsanger Jeppe Sievers dybe og jordnære stemme, der genkalder danske sangere som Mikael Simpson, Peter Sommer og C.V. Jørgensen, i flot kontrast til de højtsvævende electro-beats. Sangen ‘X’ er blandt pladens bedste, og kunne med det sigende »Du husker slet ingenting, det minde har jeg helt for mig selv« gå hen og blive et forårshit. Der er dog ingen tvivl om, at Farven Fornems styrke er i de komplekse og smukke synthflader.
I sammensmeltningen af deres både dæmoniske og fantastiske lydunivers skaber bandet således et visuelt udtryk, der snildt kunne kaldes fornemt. Pladens stemning, der pendulerer mellem håbløshed og ekstase, afslutter ironisk, men velkomment med ‘I nat (bliver det sommer igen)’: En storslået og forventningsfuld åbning mod det der kommer, nemlig kærligheden og sommeren.