Rangleklods

Med guitaren om halsen, fingrene begravet i synthesizers og, når det er bedst, vokal og trommemaskine i medrivende forening, står Esben Andersen alias Rangleklods klar med sit stærkt imødesete debutalbum.

Den samling af instrumenter kunne udgøre et soveværelsesprojekts inventar. Men Rangleklods foretrækker at lade sin rytmisk tunge, elektroniske poprock manifestere sig i widescreen-produktioner med lettilgængelige, melodiske strukturer, som alt efter lytterens temperament kan betragtes som enten familiære eller forudsigelige.

Familiære, fordi lytteren ganske paradoksalt i betragtning af producernavnet, er i sikre hænder, uden risiko for at blive overrasket af afstikkere væk fra melodiens hovedvej, som klangmæssigt er tæt på popmusikkens motorvej. Især i vokalen bliver det familiære forudsigeligt, hvorfor den knap to minutter lange akustiske parentes ’In Charge’ ikke bare er et godt stykke fra pladens idé om at skabe rockmusik på elektroniske instrumenter, men også afslører Esben Andersens begrænsede spændvidde som sanger.

Han er mest overbevisende, når han følger beatet minutiøst og enten synger et helt popnummer frem på singlen ’Clouds’ eller med et dødsens tungt tempo giver en direkte desperation plads på det fremragende og nærmest onde ’Cough’ – ikke når den i forvejen halvdybe stemme forsøges presset længere ned på ’On Top’, hvis lyrik heller ikke ligefrem overbeviser med floskler som »she knows how to play her cards«.

’Beekeeper’ er altså en blandet fornøjelse. Rangleklods kan lave effektive pophit og rammer af og til en følsomhed. Men han forener dem ikke. Og så peger pladen, trods lyspunkter, i to lige vage retninger.