Speech Debelle – en forfriskende afvigelse

Når debuten ’Speech Therapy’ ganske overraskende fik kastet en Mercury Prize efter sig hjemme i England, og hun ved samme lejlighed blev udråbt som noget nær det mest lovende på den britisk rapscene i mange år, er det ikke helt uden forventninger, at Speech Debelle nu er tilbage.

På album nummer to tager Corynne Elliot ligesom på forgængeren udgangspunkt i et mere akustisk, nøgent og mindre elektronisk lydbillede, end man ellers er blevet vant til i hiphoppen i de senere år. Debelle synes derimod langt mere interesseret i den amerikanske jazz- og soul-kultur, og der spores ligeså mange tråde til Gil Scott-Heron som til en Roots Manuva, selvom sidstnævnte set i lyset af dette ironisk nok gæster på både ’Blaza Up a Fire’ og den dystre ’Eagle Eye’.

Stemningsbilledet er i det hele taget malet i hvis ikke sort så blåt, hvilket matcher Debelles fornemmelse for de mere klassiske virkemidler perfekt. Bedst er det, når hun giver sig hen i en næsten jazz-poetry’et retning med et spartansk setup af akustisk guitar, bas og trommer som på de hver især rørende ’Angel Wings’ og ’Shawshank Redemption’, mens disco-flirten ’I’m With It’ går mere i fødderne.

Med den herskende synth-fiksering i hiphoppen in mente, er Debelles uaktuelle genregreb og rå fremstilling derfor en forfriskende afvigelse.