Grimes – pop uden visioner

Selv om det både er højst tvivlsomt og slemt fortærsket, gælder ordsproget ‘tredje gang er lykkens gang’ tilsyneladende stadig. I hvert fald for den canadiske, ‘post-internet’-opfostrede popprinsesse Claire Boucher. Boucher har nemlig allerede udgivet to album under sit Grimes-alias, men har hårdnakket valgt at holde på, at ‘Visions’ skal betragtes som hendes egentlige debut. Og fair nok, det gør vi så bare.

‘Visions’ er, som med resten af Bouchers intergalaktiske og postfuturistiske synthmusik, klippet og klistret sammen i bedste DIY-stil med gratisprogrammet GarageBand, og det fungerer ret godt flere steder. Albummet er spækket med nogle helt igennem cool numre, der er umulige at ignorere, såsom internethittet ‘Genesis’, den labert lækre ‘Vowels = Space and Time’ og den svømmende ‘Skin’, hvor Bouchers lillepigestemme svæver langt ude et sted i Mælkevejen.

Og så er der andre steder, hvor hele den kosmiske herlighed kammer for meget over i irriterende og spacey sci-fi-dommedagseffekter. Noget andet er, at Bouchers lillepigevokal også alt for ofte kommer til at lyde så meget som Cirkeline på heliumtrip, at det får selv hendes popkollega Lykke Li til at lyde som en hæs, gammel natklubsangerinde ved sammenligning.

Klarsyn er altså desværre ikke lige det, som ‘Visions’ efterlader en med, og når adrenalinsuset fra numre som den himmelragende og poppede fremtidsfest ‘Oblivion’ er ovre, er man egentlig bare ladt tilbage med duggede briller og lidt svimmelhed. Albummet mangler med andre ord fokus. Men ikke desto mindre demonstrerer det et potentiale, som man kan håbe, at Claire Boucher hæver til højere luftlag næste gang.