Atomic Suplex – øre-fistende guitarstøj

Forestil dig Chuck Berry i en ond Decepticon-udgave med motorsave som arme og et fjæs af distortionpedaler. Du har nu sådan cirka lyden af den hjelmbærende hævner og frontmand for Atomic Suplex, Stuart James Cooper – eller som han ganske enkelt er krediteret på omslaget – Suplex 98.

Alt på 'Bathroom Party' er skruet op til 11, samtlige sikringer er sprunget, og lydmanden ligger i rallende fosterstilling henne i hjørnet. Bassen lyder som en 300 tons tung humlebi, og forstærkerne vræler, som blev de gruppevoldtaget skånselsløst. Det er et regulært overfald på dine ører, dette kun 22 minutter korte debutalbum. Gemt et sted i den øre-fistende bæstorm af strid guitarstøj gemmer sig et tæsketight band. Der har tilmed forvildet sig en saxofonist ind i line-uppet, og det lyder vitterligt som om at alle mand (m/k) har en hysterisk fest igennem albummets tolv numre. Fem af dem hedder noget med rock'n'roll, og det er lige præcis, hvad disse punkkrigere fra Croydon er et Stroh-rom-stærkt destillat af.

Netop derfor burde man måske smække svaberen på disken og erigere til karakterskalaens fulde omfang: For at fejre noget af det mest kompromisløse take-no-prisoners r'n'r, der er lavet længe. Lukkeren 'Little Boy Blues' er dog så itu-ætset i et øregangs-eroderende distortionsyrebad, at den pinsel, nummeret drejer sig om ganske enkelt formidles helt bogstaveligt til lytteren. Det er ret interessant i sig selv, men når nu bandet har indspillet det før i mere lytteværdige gevandter, kan det undre, at man er gået til så modbydelige yderligheder.