Anchorless – en orangegul, varm solstråle

Adspurgt lidt lommefilosofisk: »Hvilken farve har jeres musik?«, ville mange danske bands sikkert per refleks svare blå. Den melankolske grundtone er en så indmejslet og uomgængelig del af den skandinaviske rockmentalitet, at man som lytter undertiden nærmest tager den for givet. Anchorless er komplementærfarven til blå. Som en orangegul, varm solstråle bryder deres debutalbum vintermørket og bliver årets første seriøse bejler til danske indiehjerters sommerplade numero uno anno 2012.

Sekstetten, hvis besætning stammer fra blandt andet hedengangne Lack og Gravy spiller optimistisk og priklende poppet rock, hvis referencer lander et sted mellem tidlig R.E.M. og The La's' fængende Merseybeat. Særligt Henrik W. Halds karske, lyse røst rager op i det velproducerede og glasklare lydbillede. Har man ikke hørt ham i hans anden forsangertjans hos Rising, er det svært at forestille sig hans drengede charme i deres metalliske omgivelser.

Sorgløsheden er hos Anchorless et så udtalt grundvilkår – side om side med de ferske, ligefremme og bouncy melodilinjer – at når ansigtet en sjælden gang imellem lægges i mere vrantne folder, som på 'Eyes in the Night' eller lukkeren 'By the Skin of the Teeth', føles det som et stilbrud.

Albummet er med sine kun ni sange og 31 minutters spilletid short and sweet. Med en lidt svagere midtbane end de friske højdepunkter i hver sin ende af skiven – 'Hammett's Fiction' og 'Settle with the Signs', der begge strækker bandets gazelle-atletiske poprock til deres fulde potentiale – ender man med at ønske sig bare lidt mere af en ellers solid debut.