Perfume Genius – klagesange for de udstødte

Det er egentlig ikke fordi, der er sket de store tekstmæssige forandringer på amerikanske Mike Hadreas’ andet album under kunstnernavnet Perfume Genius. Her er stadig kunstfærdige skildringer af diverse seksuelle minoriteter og deres hårdnakkede kamp mod fremmedgørelse og marginalisering, som nok en gang fremføres af Hadreas og hans dirrende, skrøbelige tenor, der befinder sig et sted mellem Antony Hegartys bævende stemmepragt og Daniel Johnstons nervøse vokaludkrængninger.

Men så er det jo godt, at det musikalske ambitionsniveau er blevet hævet betydeligt. Væk er debutalbummets spartanske, hjemmebryggede lydbillede, og ind er kommet et mere studiepoleret, velafrundet udtryk, hvor der både er plads til intimt klaverspil og langt mere storladne arrangementer, som indhylles i dirrende synthesizerstrygere, dundrende slagtøj og vældige klangrum.

Ja, enkelte sange antager ligefrem symfoniske dimensioner såsom titelnummeret, hvor Hadreas smyger sit bølgende klaverspil ind i dekorative lag af syntetisk frembragte strygerklange. Men der er også blevet givet plads til mere lavmælte øjeblikke, og det klæder i den grad albummets fintskårne sange, som i perioder godt kan virke en tand for oppustede.

Med ’Put Your Back N 2 It’ har Hadreas på ingen måde overgået sit fremragende debutalbum. Men han har under alle omstændigheder begået en værdig opfølger, som forfiner hans allerede ret så fasttømrede udtryk uden musikken af den grund mister resonans. Og det er lidt af en bedrift.