Air – for stramme rammer

Hvordan holder man sig sprød og spændende efter 17 års musikalsk aktivitet? Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel overkommer spørgsmålet med en simpel tretrinsraket.

Et, der tages afsæt i soundtracket til relanceringen af et stykke fransk filmhistorie. George Melliers ’Le Voyage Dans La Luna’ skrev historie i 1902 ved at være en farvelagt science fiction-film, og Air rammer umiddelbart plet med kombinationen af sci-fi-entusiasme og italiensk filmmusik-tække, der fra første færd byder på dramatiske strygermarkeringer og let forvrængede, minimale guitarriffs i bedste Morricone-stil.

To, tidens hotteste navn inviteres med ombord på det patronformede rumskib. Beach Houses Victoria Legrands luftige kvindevokal reagerer kemisk positivt med den bløde franske lyd, hvilket får ’Seven Stars’ til at flyde over af æter. Samtidig viser Air sig fra sin bedste side ved at kombinere det fløjlsbløde med pumpende trommer og bas, der hen imod slutningen af nummeret eskalerer med speak til en raketopsending.

Tre, der rejses tilbage til månen, hvor den musikalske safari startede. Dermed fortsætter Airs evige rumfascination, mens ophavet i spaceage-pop lægges på hylden til fordel for stadig mere dyster udsyring. Desuden har opgaven flyttet Air mod en mere analog og organisk lyd. Sequenceren er væk, og synthesizere byttet ud med mellotron.

Tretrinsraketten på ’Le Voyage Dans La Luna’ har rigtig nok generobret momentum for Air, men muligheden udnyttes ikke til fulde. Albummet virker med sine omtrent 30 minutter og den alt for stramme konceptuelle ramme ikke som en reel udgivelse, men genskaber spænding vedrørende fremtidige rumrejser, som gerne skal gå længere væk end til månen.