Lana del Rey – lidt for kalkuleret

  • Print
Kunstner
Lana Del Rey
Titel
Born to Die
Selskab
Universal

Efter et halvt år med lige dele begejstring over den fænomenale single ’Video Games’ og efterfølgende ophedet diskussion om autenticitet, collagen-læber og tvivlsomme tv-optrædener er Lana del Reys debut omsider landet. Et album der på mange måder lever i et grænseland mellem det alternative og mainstreamen og forsøger at udviske nogle af de tidligere så skarpe kulturelle skel.

For på den ene side er der på ’Born to Die’ ingen tvivl om, at Lana Del Rey er en kommerciel popartist, som sigter efter både stjernestatus og glamour. Albummet er pakket med store melodramatiske popsange med strygere, elektroniske hiphop-beats og Lana Del Reys på én gang dybe og skrøbelige diva i centrum.

Læs også: Guide – Hele historien om Lana Del Rey i 10 trin

På den anden side er hendes univers badet i et nostalgisk spil af retro-referencer – en tilgang, som de sidste par år har været indiekulturens helt store modus operandi. David Lynchs 50’er-inspiration lurer diskret i kulissen på ’Million Dollar Man’ og ’Blue Jeans’, hvor Lana forelsker sig i en gut der ligner James Dean. Og på ’This Is What Makes Us Girls’ drikker hun sig mod til i den amerikanske hipster-pilsner Pabst Blue Ribbon.

Det, der får hende til at skille sig ud fra sine popsøstre, er desværre også samtidig det, der efterlader en bismag af en lidt for kalkuleret popstarlet i denne anmelders bog. Spørgsmålet er, hvad der ville være tilbage uden alle referencerne? En rimelig ordinær popplade.


Brugerne mener:




  
Eksterne links
 
Kommentarer
Daniel S


Mads Nielsen

Jeg forstår ikke hvorfor der kun gives tre stjerner.... det der læses i anmeldelsen er ikke noget om hvor gode sangene er, det er om hvilket udtryk anmelderen mener der er det forkerte og det rigtige.
Det er en elendig anmeldelse.
Hvad er der galt med popmusik, og hvad er der galt med gerne at ville opnå stjernestatus?
Alt musik behøves sgu ikke at være hipster certificeret, og kunstneren behøves ikke bo i en hytte ude i skoven og "kun spiller musik for at spille musik"
Bare fordi det ikke er vildt nyskabende og specielt kan det stadig være godt.

Aske Hald Knudstrup

Som Mads Nielsen skriver, så er det i den grad ikke albummet og musikken, der anmeldes på, men Lana del Rey's image.
Anmelderen virker tydeligt påvirket af den seneste måneds snak omkring "ægthed" og autencitet, og han har tydeligvis påtaget sig Stereogum's og Hipster Runoff's holdninger omkring Lana del Rey. Anmelder påpeger, at der uden referencerne ville være en ordinær popplade tilbage. Men nu er det jo ikke en plade UDEN referencerne, der skal anmeldes, men den plade med referencer, som der er blevet udgivet.
I mine øjne bliver der givet tre stjerner af den simple årsag, at Lana del Rey klart og tydeligt sigter efter stardom. Sjovt som denne idé skal revses, når hun siger det, men hyldes når problembarnet Tyler, the Creator siger det samme?

Frederikke H


Jens Grelck

Efter min smag ? Nej. Er det sukkersødt ? Hader jeg sang nummer to helt ind til marven ? Får jeg en dårlig mavefornemmelse af hendes stemme og bagvedliggende musikproduktion ? Er ensformigheden en anelse for tydelig ? Udtrykket udvandet ? Ja. Få stjernestunder i den samlede udgivelse kan ikke løfte det hele. Der er oveni det også lidt for mange numre. Det bliver simpelthen alt for kedeligt at høre på (hvis man oveni det også tæller bonusnumrene med, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige). Stop hende, før flødekanden tipper over engang igen.


David Victor Rathkjen


Malte Greis

Synes det er helt fantastisk!
Har været helt hooked på musikken efter jeg var ude og filme et cover nr af Video Games (www.youtube.com/watch?v=Xhe...

Så det da helt klart en anbefaling herfra


Phillip Jylov

Synes det er svært at modargumentere musikkens kvalitet og derfor er denne anmeldelse måske ikke helt som den burde. Dog vil jeg mene, at kunstnerens personlige præg også bliver afspejlet i musikken og derfor synes jeg det gør hele Lana Del Rey - konceptet til et trademark. Det bliver sgu lidt fake i den lange ende.


Martin Fält Hansen


Laura Li


Anna Stina Schack

Nu er jeg normalt ikke den stor popmusik lytter, men der var sgu alligevel noget over Del Reys melankolske stemme, som fik mig til at lytte en ekstra gang - det var dengang hun udgave Lana Del Rey A.K.A. Lizzy Grant i 2010.
Nu er hun så kommet med Born To Die. Jeg kan sgu li det jeg hører... well, det meste af det. Der er alt for mange numre på pladen (hvilket åbenbart er en Del Rey-thing), hvilket gør at den bliver trukket i langdrag. Var 5 af de mest kedelig og ligegyldige numre smidt væk, tror jeg pladen havde været meget federe!
Hvad angår iscenesættelse, ægthed og autencitet... Come on! Er sgu efterhånden lidt træt af at høre på brok fra folk over Del Reys måde at blive et trademark. Er de fleste popmusikere efterhånden ikke det? Malerbøtten flød vist over for Lady Gaga allerede fra starten, men det er åbenbart okay, når bare man overdriver?!


Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05