Lotte Rose

Der var engang, hvor ‘frostklar’ var et populært ord, når man snakkede om popmusik. Måske efter Björk udsendte ‘Vespertine’ og viste, at knitrende sne var lig med lyden af nærvær. Om Lotte Roses debut-ep ‘Tentacular’ kan man godt få lyst at sige, at den er frostklar. Den har i hvert fald denne blanding af nærvær, renhed og krystallisk transparens, som i en periode var idealer for sofistikeret pop.

Her er klokker og klare, lyse akkorder, prøvende rolige beats og ikke mindst Lotte Roses sarte og sprøde vokal. Jeg tror, Björk engang sagde, at ‘Vespertine’ handlede om at finde lykken under ens køkkenbord. Ikke fordi Lotte Rose lyder som Björk, men der er noget i ideen, der går igen. Det er følelsen af, at den her musik hører til i hjemmet, på cyklen eller i ørerne hos en, du holder af. Den er ikke så stjernebetaget af melankoli, men handler mere om med ramme alvor at værne om lyset i tilværelsen.

De bedste steder på ‘Tentacular’ er dem, hvor melodien løfter værket. Produktionerne er fine og passende, men de lever ikke deres eget liv. De modsiger eller kommenterer sjældent på vokalen. Det skulle lige være den gennemgående effekt, der får sangene til at lyde lukkede, lidt som sunget i en metalæske. Kun sjældent lukkes Lotte Roses stemme rigtig fri. Hvorfor ikke lidt oftere? Man kan godt få det indtryk, at vokalbehandlingen bliver en let vej til et udtryk, der ville være mere interessant, hvis man fandt det på egen hånd.