Mark Lanegan Band – båret af stemmen

De der ønsker sig en opfølger til 'Bubblegum'-albummet, som var det sidste, Mark Lanegan med den mahogni-bejdsede barytonrøst udgav, inden han begav sig ud på 8 års samarbejder med blandt andre Isobel Campbell, Greg Dulli og britiske Soulsavers, skuffes sikkert af hans nye udspil. 'Bubblegum' var i høj grad et sidespor til Josh Hommes Desert Sessions-projekt, og selvom enkelte af de samme musikere assisterer, navnligt Homme og Alain Johannes, rammer de langtfra samme sound.

'Blues Funeral' er, hvis man shuffler numrene lidt rundt, en varieret quatro stagioni med indlysende blues-slidere, forfriskende uptempo, elektronificerede sager, lidt folk og murermestersolid tungrock. Hver af disse 'årstider' rummer fuldtræffere og svipsere. Starter vi med den første, ender Lanegan nemt i pastiche-grøften som en slags Alabama 3-karikatur af den heroin-hulkindede prærie-mørkemand, han er blevet, godt forstærket af den trøstesløse, bibeltampende dommedagslyrik.

Der er mere fut i de helt dansable 'Ode To Sad Disco' og 'Harborview Hospital', som viser nye sider af manden, mens åbneren 'The Gravedigger's Song' og den Primal Scream-agtige 'Quiver Syndrome' er pladens rockede højdepunkter. 'Riot in My House' i samme kategori lyder omvendt som et fladt Kid Rock-outtake.

'Tiny Grain of Truth' lukker med overraskelsesmomentet på sin side i et slags gensyn med lyden, der farvede Soulsavers-udgivelserne. Lanegans unikke vokal, der er som sandpapir, hvis blot rullen var af midnatsblåt fløjl i stedet for valsede træfibre, og kornene byttet ud med dybsorte diamanter, jævner albummets op- og nedture ud til en hæderlig helhed. Den har endda efterhånden udviklet en elegant gammelmandsvibrato. Og den stemme kan ingen stjæle.