Spleen United – intelligent og glad for hits

Man siger gerne, at de store genreinddelinger som rock, pop og elektronisk musik er blevet uinteressante med tidens postmoderne musik, hvor faste identiteter har samme levetid som braget fra en nytårsraket. Alligevel vil det nok vække opsigt blandt publikum i hvor høj grad, Spleen United har givet sig hen til glæden ved de elektroniske muligheder på deres tredje album.

Her er både hilsener til 90’er-dance og moderne producere som Gold Panda og Four Tet, og lyden er energisk, travl og omfattende, hvilket passer fremragende til den rockede sangskrivning og Bjarke Niemanns på en og samme tid ivrige og nonchalante vokal. Det interessante ved Niemanns stil er, at dens britisk inspirerede, næsten saglige ærlighed slår over i et reserveret udtryk, hvor genertheder skjules bag den ligefremme facade. Det skaber en slags blufærdig ærlighed, som er spændende, men som stedvis bliver en tand for from. Det afspejles også i de elektroniske produktioner, der er herligt euforiske, men som nøje skjuler sine beskidte og sårbare sider.

Læs også: Spleen Uniteds Bjarke Niemann – mine fem ikoner

Parallelt til Niemanns spil på det fromme udtryk balancerer bandet mellem en finpudset, højtragende kækhed og mere jordnære, selvbevidste beats. Det giver en meget intelligent, dansabel og hitglad lyd, især på albummets første halvdel med numre som 'Days Of Thunder', 'Misery' og 'Sunset to Sunset'. På anden halvdel er det desværre som om energien og ideerne fra blandingen af rock og elektronisk musik løber ud eller gentager sig selv. Muligvis fordi glæden ved blandingen har sat fokus på nytænkning i de to genrer lidt i baggrunden.