Rum 37

Der er som sådan ikke noget nyt i en skandinavisk kvartet, der besynger det hektiske og ungdommelige liv i storbyen på modersmålet. Alligevel er der god grund til at spidse ørerne og give debutanterne i Rum 37 en lytter, for deres blåtonede guitarrock er både forfriskende og inderlig på den virkelig fine facon.

Musikalsk er slægtskabet med de svenske melankolikonger Kents ældre, mere rockede materiale til at tage at føle på. De fire danske gutter har da også fået udspillet mikset af svenske Stefan Boman, som tidligere har arbejdet med netop Kent, ligesom Rum 37 også vil vække begejstring hos fans af Ulige Numre og Mellemblond.

Forsanger Kristian Helmuths vokal veksler fornemt mellem det intime og det mere kradsbørstige, og teksterne er eftertænksomme, veldrejede og styrer uden om de største digteriske floskler. De drevne guitarer bruser sitrende på åbneren ‘Sabotør’, og i særdeleshed på den tungt fræsende bluesrocker ‘Mozarts Plads’, hvori Helmuth poetisk messende og rammende konstaterer: »Tager hånden op til halsen/kan næsten mærke pulsen«. Jo tak, man kan skam sagtens mærke pulsen, når Rum 37 gynger så fedt derudad.

Det mere afdæmpede udtryk forvaltes fornemt på den smukke afslutter ‘Alt hvad vi har’, mens det bliver lidt mindre interessant og pågående på singleudspillet ‘Dagen er ny’ og ‘December december’, der mangler lidt af det vid og bid, som resten af udspillet har så rigeligt af. Det ændrer dog ikke stort på, at Rum 37 er et rigtigt rart sted at opholde sig.