Freja Loeb – lækker 80'er-nostalgi

Anthony Gonzalez fra franske M83 har altid været meget åben om sin forkærlighed for John Hughes legendariske 80'er-film og ikke mindst deres soundtracks. Når man hører Freja Loebs længeventede debutplade, kunne man godt mistænke hende for at dele hans filmsmag, for der er lidt den samme stemning af vintage-teenagelængsel som på M83's 'Saturday Nights = Youth'.

Helt så gennemført stiliseret som den plade, er Freja Loebs univers dog ikke, og det skal forstås ganske positivt, for det har nemlig givet mere plads til hendes egen stemme. 'Deep Purple Bird' lyder som en opdatering af Blondie og deres møde mellem optimisitisk powerpop og new wave, mens 'Run Like a Tiger' snarere er ovre i tidlig New Order, komplet med Peter Hook-baslinje. 

'Odyssey', der er produceret af Lasse Lyngboe fra White Pony, fungerer bedst, når det er sangene og ikke den stilsikre produktion, der har overtaget og således mister den tempofyldte The Sounds b-side, 'My Time', lidt af pusten. Den storladne 'Never Coming Back' er virkelig stemningsfuld og tager stikket hjem med den for 80'er-nostalgikere obligatoriske saxsolo. Sangen er ligesom 'Soft Blues' et eksempel på at Freja Loeb er rigtig god, når tempoet kommer lidt ned og en tåget, romantisk stemning spreder sig.

'Odyssey' er en imponerende sikker debut, og hvis man har fældet en tåre til 'Breakfast Club', vil man helt sikkert føle sig hjemme i Loebs univers.